Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

176 Endnu bor det-ikke lades ubemærket, at saa enige som Am- tets Landmænd have været i at anprise Syltning som temmelig sikkert Præservativ mod Brand hos den almindelige Hvede, lige- saa enige have de været om at nægte dette Middels Tilstrækker lighed for den polske hvedes Vedkommende. Det er derfor faldet mig ind, om ikke maaskee denne Hvede ifølge sin Skals Beskaffenhed ffnlde behove en stærkere Syltning end den danske, og om Feilen ikke skulde stikke deri, at man har syltet den netop saa svagt og saa kort, som for den danske var tilstrækkeligt. Forudsat altsaa at den polste Hvede fotresten fortjener at dyrkes, saa maatte man stræbe ved Forsøg i det Smaa at komme efter, hvor stærk og hvor langvarig en Syltning den behøver for at betrygges mod Brand. En Sygdom hos Napssæden, som jeg vil kalde den sorte Rust, har i 4 Aar efter hinanden her rammet de Dele af Mar- ken, som vare de luneste eller qvalmesre, hvor det frie Lufttræk meest var hindret. Dette Phcrnomen synes i alle Henseender at have megen Lighed med den rode Rust paa Cerealierne, er lige- saa ødelæggende som denne, da Napsen bliver saa gold og let, som den alt var aftærffet; og synes ligeledes at fremkomme der- ved, at Plantens- egne Safter ved en altfor pludselig Afvexling af Hede og Kulde blive standsede og hindrede i at stige op og opfylde deres naturlige Bestemmelse. ZErterne paa denne Egn have en Tilbøjelighed til at udr arte*), der næsten kan betragtes som en Sygdom; da den meget ffader just ikke deres Qvantitet; men desmcre deres Qvalitet, idet de af hvide eller gule blive brune og, naar de koges, blak- ') Af folgende Vers hos Virgil seer man, at Romerne allerede kjendte den, og føgte at forebygge den ved en Art Syltning. Simina vidi equidem multos medicare scrcntcs et nitro prins et nigra perf undere amurca grandior ut foetus siliquis fallacious esset, et quamvis igni exiguo propera ta maderent, vi di Iccto diu et multo spec ta ta labore degenerare tarnen, ni vis humana quotannis maxima quæque manu legeret; sic omnia fatis in pejus ruere, ae retro sublapsa referri.