Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

235 "lig med Grod og Fis? og Brændeviin," og endnu 1838 lyder Klagen eens fra alle Amtets sjellandffe Herreder, "at ALvret op- "gives, at Markfreden er liden eller ingen, at nyt Hegn ikke reir "ses og at det gamle ikke engang holdes vedlige." Der er i Sandhed noget ligesaa comifkt som sørgeligt i den Længsel, Bon- den endnu paa mange Steder har, efter at komme til at opgive SEvret, hvis væsentligste Herligheder ere: 1) at det Græs, som ved ordentlig Aftørring kunde vare run- deligt nok til hans Qvæg t 2 Maaneder, bliver nedram- pet og overjads7et i 14 Dage, 2) at han kan have den Fornoielse at lede efter sine Heste en halv Dag, inden han kan finde og fange dem og .3 ) at han kan faae Lov at ødelægge Naboernes Vintersæd og Kartofler for den ringe Skade at see sin egen Vmterscrd ødelagt med, samt 4) at mangt et stimme Klammerte kan komme i Gang over ZEvrets Opgivelse. Z de 14 Aar jeg har boet i Sjelland, har jeg af al Magt stridt for Markfred og mod ZEvrets Opgivelse, og stnndum smi- gret mig med, at Seiren snart maatte være vnnden; men det er en Hydra med hundrede Hoveder; ashngger man eet, saa vor er en andet ud. Den eneste Maade, hvorpaq jeg har kunnet ffaffe min Vintersæd og Napssad fuldstændig Fred om Efteraaret, har været, at indhegne dem med Grovt og vundent Gjerde; men hver Vinter har man stjaalet saa længe af mine Gjerder, at jeg selv har maattet hjemtage Stumperne, for ikke at unde Tyvene al Gserdselen. Ved saaledes at iudfrede min Vintermark har jeg dog fremkaldt ben Overbevisning hos mine Naboer, at Vinter- sad bør fredes. En af dem drev det igjennem ved at optage Qvæget og tage Optagelsespenge, dog kun som et Depositum, han siden gav tilbage, at hans Vintersæd nod Fred, og hostede dobbelt saa mange Traver som han pleiede; men hans Heste kom paa ubegribelige Maader om Natten ind paa andres Lodr der; hans Plov fandtes en Morgen sonderskaaret og kastet i en Vanding o. s. v. Imidlertid er AZvret derfor ikke blevet opgir vet, og de fornuftigere Bonder ere komne til den Overbeviis- ning, at Vintersæden bor nyde Fred. Vi nærme os her nu ril