FEMTE AFSNIT.
Om Vædskerne.
DRAABEFLYDENDE LEGEMER. Ved Afkøling og Sammen-
trykning kunne alle luftformige Legemer gøres draabeflydende,
altsaa blive Vædsker; ved Afkøling kunne Vædskerne blive faste.
Den draabeflydende Tilstandsform kan derfor siges at staa paa
Overgangen mellem de to andre Tilstandsformer. Dog er der
langt større Lighed mellem Vædskerne og Luftarterne end mellem
Vædskerne og de faste Legemer. Baade Luftarterne og Væd-
skerne ere flydende Legemer, det vil sige, de sætte ingen be-
tydelig Modstand mod Formforandringer. Forskellen mellem dem
viser sig navnlig i, at Luftarternes Rumfang forandres meget, naar
Tryk og Temperatur forandres, Vædskernes Rumfang forandres
derimod meget lidt derved. Det ydre Kendetegn paa en Vædske
have vi i dens frie Overflade. Er Overfladen ikke meget lille,
kan den betragtes som et vandret Plan. Forstyrres Ligevægten,
viser dette sig ved, at Overfladen bliver krum; efter nogen Tids
Forløb vil den dog igen blive plan, efter at der er udført en
Række Svingninger. Hvor længe dette varer, kommer an paa
den indre Gnidning mellem Vædskedelene og mellem Karret og
Vædsken. Er denne Gnidning kun ringe, fortsættes Bevægelsen
længe. Er Gnidningen derimod meget stor, som i Sirop og Tjære,
finder der ingen Svingning Sted, men Overfladen udjævnes efter-
haanden. Den indre Gnidning i Vædsker er af en ganske anden
Beskaffenhed end Gnidningen mellem faste Legemer; den sidst-
nævnte Gnidning afhænger af Trykket og af de gnidende Legemers
Beskaffenhed; den er derimod uafhængig af Bevægelsens Hastighed.
Hos Vædskerne er Trykket uvæsentligt, medens Hastigheden har
en stor Indflydelse. Gnidningen i Vædsker forholder sig ligefrem
som Hastighedsforskellen hos de gnidende Dele; den bliver derfor
mindre, naar Hastigheden aftager, og kan derfor aldrig helt standse