FØRSTE AFSNIT.
Mekaniske og termiske Grundsætninger.
Nutidens Fysik er kun en meget lille Del af det, som man i
Oldtiden og Middelalderen kaldte med dette Navn. Da for-
stod man ved Fysik Læren om den synlige og sanselige Verden,
Fysikken omfattede dengang alle Naturvidenskaberne. Men i I idens
Løb have enkelte Dele skilt sig ud fra den og danne nu særlige
Videnskaber som Zoologi og Botanik, Astronomi og Kemi. Det
er vistnok umuligt med Ord at angive, hvad der hører under
Fysikken; dens Grænser ere vel for en Del bestemte ved Sagens
Natur, men for en stor Del ogsaa ved den historiske Udvikling.
Til Fysik regne vi Læren om Legemernes ydre Egenskaber, deres
Bevægelser, Formforandringer, Farver og lignende, dernæst og ganske
særligt Læren om de saakaldte Naturkræfter, Tyngde, Varme, Lys,
Magnetisme og Elektricitet.
Vor fysiske Viden hviler paa Iagttagelse og Forsøg; i Grun-
den kunne vi først tale om Fysik fra den Tid af, da man begyndte
at anstille Forsøg, at eksperimentere. Den første egentlige Fysiker
er Galilei. Hans Forsøg over Legemernes Fald lagde ikke alene
Grundvolden for Læren om Tyngden, men denne Undersøgelse
blev tillige Forbilledet for alle senere fysiske Undersøgelser.
Ved et Forsøg faar man at vide, hvad der vil ske under visse
givne Omstændigheder. Vil man vide, hvor langt et Legeme kan
falde i en vis Tid, behøver man kun at maale Vejen og liden,
man har da Svaret, og i mange Tilfælde er det alt, hvad der ønskes.
Paa den Maade er der eksperimenteret, saa længe Verden har staaet,
men saadanne Eksperimenter danne ingen Videnskab, de give os
kun en Viden. Først naar det lykkes at sammenfatte en Mængde
Forsøg og Erfaringer under et enkelt Udtryk, en Lov, bliver det
til Videnskab i den Betydning, hvori vi tage Ordet, naar der er
Tale om de eksakte Videnskaber.
C. Christiansen : Fysik, 1