DIFFUSION.
B
Fig- 30.
12 I
føres altsaa til, at der absorberes omtrent 2900 cal., hvilket stem-
mer ret godt med Forsøgsresultatet. Paa samme Maade indses,
at der i de to første Eksempler kun kan fremkomme en meget
ubetydelig Varmetoning.
DIFFUSION. Blandes to Vædsker med hinanden, som Vand
og Vmaand, finder man efter nogen Tids Forløb, at Blandingen
er bleven ensartet overalt; den ene Vædske er da trængt ind i
den anden paa samme Maade som to Luftarter, der blandes; man
kalder dette Fænomen Diffusion. I Reglen vil Tyngden ikke
spille nogen Rolle under Diffusionen; det er Vædskernes indre
Bevægelse, der her, ligesom ved Luftarterne, maa være det af-
gørende. Under Diffusionen maa Bevægelsen antages at gaa fra
de Steder, hvor den diffunderende Vædske er mere koncentreret,
til Steder, hvor Koncentrationen er svagere; man kan efter Fick
sammenligne Diffusionen med Värmeledningen, og det er navnlig
af Stefan godtgjort, at Diffusionen kan beregnes under denne
Forudsætning.
Graham har undersøgt Diffusionen paa følgende Maade. En
Flaskeø (Fig. 36), hvis Rumfang var 186 ccm., og hvis Hals havde
en Diameter af 3 cm., fyldtes med det
Stof, hvis Diffusion i Vand skulde under-
søges; den stilledes i et Glaskar BB, som
fyldtes med Vand, indtil det stod 2.5 cm-
over A. Forsøg med Kogsaltopløsninger i
Karret A førte til, at den Mængde Salt,
som i lige store Tider diffunderede ud af
A, forholdt sig ligefrem som Kogsalt-
mængden i A; endvidere fandt han, at
Diffusionen voksede stærkt med Tempe-
raturen; steg Temperaturen fra 40 C. til
til 200 C., forøgedes den diffunderede Kogsaltmængde med 36 %.
Senere Undersøgelser vise, at Diffusionen ikke er ganske propor-
tional med Koncentrationen, med mindre man har med meget
svage Opløsninger at gøre.
For at give en Forestilling om Diffusionens Størrelse anføres
nogle af de af Graham fundne Talværdier. Flasken A indeholdt
for 100 Vægtdele Vand 20 Vægtdele af omstaaende Stoffer. liden
til hvert Forsøg var 8 Dage.