SJETTE AFSNIT.,
Haarrørsvirkning.
TEORI. Smaa Vædskemasser antage i Reglen Draabeformen,
saaledes ere Regndraaberne kugleformige ; ligger en Draabe
paa en vandret Flade, vil dens Form afvige mere eller mindre fra
Kugleformen paa Grund af Tyngdens Indvirkning. Aarsagen hertil
søges naturlig i en Sammenhængskraft, der virker imellem de
enkelte Vædskedele. Staar Vand i et Kar, vil det i Reglen ikke
have en vandret Overflade i Nærheden af Karrets Væg, men
trække sig lidt op ad denne; der er da en Vedhængning mellem
Karret og Vandet, Karret tiltrækker Vædskedelene. Disse Kræfter
virke kun kendelig i meget smaa Afstande. Staar et snævert Rør,
et Haarrør, med den ene Ende ned i en Vædske, vil Vædskens
Overflade være krum, og eftersom den er konkav eller konveks,
set ovenfra, vil Vædsken i Røret staa højere eller lavere end uden
for det.
Disse Fænomener have længe været kendte, men det har
dog varet længe, inden man har fundet en tilfredsstillende For-
klaring af dem; ja der staar endnu meget uopklaret tilbage. Laplace
er den første, der har behandlet Spørgsmaalet udtømmende og
sammenlignet Teorien med Erfaringen. Han gaar ud fra, at der
imellem Vædskernes Dele og mellem dem og de faste Legemer,
som de ere i Berøring med, virke tiltrækkende Kræfter, der ere
Funktioner af Afstandene mellem Delene. Men denne Funktion
aftager meget hurtig, naar Afstanden vokser, saaledes at det kun
er de allernærmeste Dele, der komme i Betragtning. Poisson har
fortsat Laplaces Værk, væsentlig efter samme Metode, medens
Gauss har givet Teorien en særegen simpel Form; til det samme
Resultat som Gauss kan man dog, som Boltzmann har vist, naa
ved ganske simple Betragtninger.