SYVENDE AFSNIT.
Om Dampe.
MÆTTET OG UMÆTTET DAMP. Naar en Vædske hen-
staar i Luften i et aabent Kar, svinder den i Reglen lang-
somt hen; Vædsken antager da Luftform eller bliver, som man
siger, til Damp. Denne Fordampning sker meget hurtigt for
nogle Vædskers Vedkommende, saadanne Vædsker kalder man
flygtige. Til de flygtige Vædsker regnes Vand, Vinaand, Æter,
Svovlkulstof, Benzol og mange andre. Derimod fordampe Gly-
cerin, Kvægsølv og mange fede Olier meget langsomt. Ogsaa
faste Legemer som Is, Jod og Kamfer kunne fordampe temmelig
hurtigt. De Dampe, som saaledes dannes, blande sig med Luften
paa samme Maade, som to Luftarter blande sig med hinanden,
hvilken Proces vi have kaldet Diffusion. Dampenes Diffusion gaar
desto lettere for sig, jo mere fortyndet Luften er; som Følge deraf
bliver Fordampningen stærkere i et luftfortyndet Rum.
At Dampene maa betragtes som luftformige Legemer, godt-
gøres ved at undersøge deres Forhold over for Tryk og Opvarm-
ning. Det viser sig da, at de i det hele taget følge Mariottes og
Gay-Lussacs Love; der er dog den vigtige Forskel, at Dampene
fortættes til Vædske, naar Trykket overstiger en vis Grænse, lige-
som ogsaa Afkølingen kan bevirke det samme. Findes der i et
givet Rum en Damp, som følger de ovennævnte Love, kaldes
Dampen umættet; er Dampen derimod i en saadan Tilstand, at
enhver Formindskelse af dens Rumfang eller af dens Temperatur
frembringer Fortætning af en Del af den, siges Dampen at være
mættet; egentlig skulde det hedde, at Rummet, den findes i, var
mættet med Damp.
I en godt tilproppet Flaske, som indeholder en Vædske, er
Rummet overVædskens Overflade altid mættet med Damp; tages
Proppen bort, diffundere Dampene ud af Flasken; Dampene som