DAMPDIFFUSION. ’ 153
mende undersøgt af Maxwell og Stefan. Den sidstnævnte benyttede
et snævert Glasrør, der var lukket forneden. Røret fyldtes med
en flygtig Vædske, som efterhaanden fordamper af Røret. Naar
Afstanden h fra Rørets Munding til Vædskens Overflade var over
i cm., fandt han, at den Vædskemængde, der fordampede i en
given Tid, forholdt sig omvendt som h. At det maa gaa saaledes
til, er let at forstaa. Ved Vædskens Overflade er Damptrykket
lig Maksimumspændingen /0; lad nu Damptrykket i to Tværsnit
af Røret, der have en Afstand a, være px og p' og S Tvær-
snittets Areal; man har da, at den Kraft, som bevæger Dampen
op gennem Røret, er {p.—p'^S. Idet vi nu antage, at Modstanden
mod Dampenes Bevægelse forholder sig ligefrem som Dampenes
Hastighed u, deres Vægt SaoY og den atmosfæriske Lufts Vægt-
fylde (>2, bliver
(A ~= A • Sa^ -q2-u,
naar A er en Konstant. Reduceres det Rumfang Damp, som i et
Sekund strømmer igennem et Tværsnit af Røret, til det atmo-
sfæriske Tryk p. bliver dets Rumfang
v = Suf,
P
Af den forrige Ligning kan u findes; indsættes dens Værdi i Ud-
trykket for v, faas, naar p2 — p—p^ at
z,= /',)
AP ?! Q, PP
Indføres ligesom S. 77 Diffusionskonstanten k, faas, at
P2a
Antages, at de mættede Dampes Tryk p0 er lille i Forhold til det
atmosfæriske Tryk p, saa kan p2 erstattes med p\ er Tilstanden i
Røret bleven stationær, gaar der lige store Dampmængder gennem
ethvert Tværsnit af det i samme Tid; Damptrykket maa da
aftage jævnt opad fra Vædskens Overflade, og man kan da sætte
P—P\_pn
a h ’
naar Damptrykket ved Rørets Munding er o. Der vil altsaa i