STRÆKNING.
STRÆKNING. For at et fast Legemes Form eller Størrelse
skal undergaa en kendelig Forandring, maa der i Reglen virke
temmelig store Kræfter paa det. Høre Kræfterne op med at
virke, forsvinder Formforandringen delvis eller ganske; i sidste
Tilfælde kaldes Legemet fuldkommen elastisk; det er med disse
Legemer, vi her have at gøre. Anbringes en Metalstang i lodret
Stilling, idet dens øverste Ende paa passende Maade gøres fast,
medens der i dens nederste Ende anbringes en Vægt, vil dens
Længde forøges. For at maale denne Længdetilvækst afsættes i
nogen Afstand fra Enderne to vandrette Streger, hvis Afstand
maales med Katetometret; lad den være L. Ophænges en Vægt P
nu ved Stangens nederste Ende, vil man finde, at Afstanden
mellem Stregerne har faaet en Tilvækst Z; ved at variere P findes,
at I forholder sig som den strækkende Vægt P, naar Kraften ikke
overstiger en vis Størrelse. Da enhver Længdeenhed af Stangen
strækkes lige meget, bliver l proportional med L. Skulle to
Stænger med forskellige Tværsnit strækkes lige meget, maa Kræf-
terne forholde sig som Tværsnittenes Arealer; Resultatet bliver
altsaa, at
EA'
naar A er Tværsnittets Areal og E en Konstant. Antages Tvær-
snittet A at være en Fladeenhed, vil en Kraft E altsaa give Stangen
en Forlængelse, der er lig dens oprindelige Længde Z; det er
dog ikke muligt at strække et Legeme saa meget, uden at det
enten gaar itu eller modtager en blivende Forlængelse.
Naar der virker en Kraft P paa Fladen A, bliver Kraften S,
der virker paa Fladeenheden, lig PIA’, kaldes den Forlængelse,
Sorn Længdeenheden modtager, s, har man, at
S
Naar en Stang strækkes, bliver dens Tværsnit mindre, og en
Længdeenhed, der er lodret paa Stangens Længderetning, for-
mindskes med en Størrelse s' ; ogsaa s' forholder sig ligefrem som
den strækkende Kraft; den kan derfor udtrykkes ved
s1 — k el-ler s' =■ ks.
^Ian har anvendt mange forskellige Metoder til Bestemmelse af k.
■