2I6 vægtfylde.
Denne Metode har dog flere Ulemper. Der kan let hænge Luft-
bobler ved Legemet, hvorved Opdriften bliver for stor. Vejningen
bliver desuden mindre nøjagtig, da Vægtskaalen ikke er saa be-
vægelig som ellers, fordi der fremkommer en betydelig Gnidning
mellem Vandet og Legemet; den vil navnlig være stor, naar Legemet
har Pulverform og derfor maa lægges paa en lille Skaal, der hænges
ned i Vandet ved en Traad. Ogsaa bevirker Haarrørsvirkningen,
at der trækker sig lidt Vand op ad Traaden, som formindsker Vægt-
tabet med en Størrelse, som vanskelig kan bestemmes.
Langt bedre er det derfor at anvende Pyknometret (Fig. 30).
Man fylder først Pyknometret med Vand, sætter det paa den ene
Skaal af en fin Vægt og bringer Ligevægt tilVeje med Tara. Nu
lægges Legemet ved Siden af Pyknometret og bringes i Ligevægt
ved at lægge Lodder paa den anden Vægtskaal. Lad Vægten
være P. Derpaa hældes Vandet ud af Pyknometret, Legemet
bringes ind i det, og det fyldes nu igen med Vand. For at til-
vejebringe Ligevægt maa der nu tages nogle Vægtlodder bort fra
den anden Skaal; lad der blive P‘ tilbage. P—P‘ er da Vægten
af det uddrevne Vand; man har da ligesom ovenfor, at
P—P‘ — Vo (i + hvor Vn, 7 og f have samme Betydning
som tidligere. Vægtfylden g er da lig P/Vo ved 0° C.
Et fast Legemes Vægtfylde afhænger for det første af Tem-
peratur og Tryk. Er Vægtfylden ved o° C. lig q0, og er 7 dets
Udvidelseskoefficient med Hensyn til Rumfanget, bliver dets Vægt-
fylde q ved C. lig
v i+?i
Trykket har en langt ringere Indflydelse paa Vægtfylderne. Har
det ved en Atmosfæres Tryk et Rumfang v, og bliver Rumfanget
ved p + i Atmosfærers Tryk v', haves v‘ = v{i— Cp}. Kaldes de
tilsvarende Vægtfylder c og g' bliver v‘(p — vq og altsaa
v (i
Q —Q—.— {PPcp
eller, da Cp i Almindelighed er meget lille,
(?' = e (i + Cp\
Sættes Vægtfylden ved o° C. og 1 Atmosfæres Tryk lig g0, saa
er den ved Z° og p Atmosfærers Tryk
øo(l + Cp}
' I+7/’