!
I
ELLEVTE AFSNIT.
Värmeledning.
NAar et Legeme har samme Temperatur overalt, er Varmen i
Ligevægt i dette Legeme; ere derimod enkelte Dele af det
varmere end andre, vil Varmen bevæge sig fra de varmere til de
koldere Dele; der finder da Ledning af Varmen Sted. For at gøre
S1g det klart, hvorledes Varmen bevæger sig i et Legemes Indre,
kan man tænke sig Flader lagte gennem alle de Punkter i Legemet,
der have samme Temperatur, saadanne Flader kaldes isoterme.
Vi kunne betragte to saadanne nærliggende isoterme Fladar, den
ene svarende til Temperaturen T, den anden til Temperaturen
~ T + dT, hvor dT er en meget lille Størrelse. Lad nu 7
være større end T‘\ Naxm&n vil da bevæge sig fra den første
■soterme Flade til den anden, og jo nærmere de ligge ved hin-
anden, desto stærkere bliver Varmestrømmen. Vi kunne betragte
et lille Areal S af den første isoterme Flade og antage, at dens
Afstand fra den anden isoterme Flade er a\ den Varmemængde Q,
som i Tidsenheden gaar fra Arealelementet S over til den anden
lsoterme Flade, vil da naturligt kunne udtrykkes ved
hvor K kan være en Funktion af Temperaturen 7. Heri ligger
kun den Hypotese, at Varmestrømmen imellem to Punkter i
Legemet, der have Temperaturerne T og T‘, forholder sig om-
vendt som de to Punkters Afstand, hvilket overalt har fundet
bekræftelse. K kaldes Legemets Varmeledningsevne; denne Stør-
relse afhænger i høj Grad af Legemets Natur, den er dernæst
°gsaa en Funktion af dets Temperatur T.