Lærebog I Fysik
Til Brug Ved Polyteknisk Læreanstalt

262 LUFTARTERS VÄRMELEDNING. $ ■V *• k- Det er meget vanskeligt at maale Varmeledningsevnen nøj- agtigt; Grundene dertil ere forskellige. I de flydende Legemer vil enhver Temperaturdifferens fremkalde ulige Vægtfylde i for- skellige Punkter af Legemet, hvorved der kan fremkomme Strøm- ninger, der blande de koldere og de varmere Dele med hinanden; Ledningsevnen vil da synes langt større, end den virkelig er. Hos Metallerne er Ledningsevnen derimod saa stor, at Temperatur- forskellene forsvinde hurtigt og derfor vanskeligt kunne maales. LUFTARTERNES VARMELEDNINGSEVNE. Gaar man ud fra den kinetiske Luftteori, saa er Värmeledningen at forklare paa følgende Maade. Vi tænke os, at Luften er indesluttet mellem to parallelle Plader, den øverste og den nederste. Den nederste kan have Temperaturen 1000 C., medens den øverste har Tempe- raturen o° C. Tænke vi os nu først, at der kun er faa Luft- molekyler til Stede, saa vil et saadant, idet det berører den kolde Flade, faa den Hastighed, som svarer til Temperaturen o° C.; naar det derefter berører den varme Flade, vil det faa den større Hastighed, der svarer til ioo°C.; det vil altsaa berøve den varme Flade en vis Energi, nemlig saa megen Energi, som medgaar til Forøgelse af dets levende Kraft. Naar samme Molekyl derefter støder mod den kolde Flade, afgives den modtagne Energi, og paa denne Maade transporteres der stadig Energi fra den varmere til den koldere Flade, hvilket vil vise sig som et Varmetab for den varme, men en Varmetilvækst for den kolde. Under de her beskrevne Forhold vil Varmemængden, der føres over i en given Tid, forholde sig ligefrem som Antallet af Molekyler. Er der derimod saa mange Molekyler i Rumfangsenheden, at et Molekyl paa Vejen fra den ene Grænseflade til den anden flere Gange støder sammen med andre Molekyler, vil Sandsynligheden for, at det vil bringe Energi fra den varme til den kolde Grænseflade for- mindskes; og denne Sandsynlighed vil staa i omvendt Forhold til Antallet af Molekyler i Rummet; paa den anden Side vil der nu være flere Molekyler i Virksomhed; Resultatet er, som Maxwell har vist, at Varmeledningsevnen under almindelige Forhold er uafhængig af Antallet af Molekyler, altsaa uafhængig af Luft- artens Tæthed. Rigtigheden af Maxwells Teori er først paavist af Stefan. Han anvendte et Apparat, som bestod af et Metalkar A, der ved et Rør B blev forbundet med et Glasrør C, som dyppedes ned i 7.-'