LUFTARTERS VÄRMELEDNING.
2Ô3
en Skaal D med Kvægsølv. Det hele beskrevne Apparat danner
altsaa et Lufttermometer. A var omgivet af et andet Metalkar EE',
gennem Hanerne 1 og 2 kunde Rummet mellem A og
&E fyldes med forskellige Luftarter eller ogsaa gøres
delvis lufttomt. Det hele Apparat blev først opvarmet
til en Temperatur, der var højere end den omgivende
Lufts Temperatur, og derefter anbragt i Tøsne, saa-
ledes at Karret EE kunde antages at have Tempera-
turen o° C. Lad Overfladen af Beholderen A være 5
°g Middelafstanden mellem Karrene A og EE lig a\
den Varmemængde Q, som A i et Sekund afgiver til
EE ved Ledning gennem Luftlaget, er da
Fig. 87.
+
I
o
II
2a
’det T og T‘ ere Begyndelses- og Slutningstempera-
turerne. Disse kunne nu beregnes af Kvægsølvets
Stand i Røret C. Ved Ledningen er A blevet afkølet; kaldes
dens Vægt M, dens Varmefylde C, haves ogsaa, at
Q — MC[T— T‘).
Sættes de to Værdier for Q lige store, faas en Ligning, hvoraf K
findes. Herved viste det sig da, at Luftarternes Varmelednings-
evne i Overensstemmelse med Maxwells leori er uafhængig af
Luftens Tæthed. Saaledes gav Forsøget samme Værdi for K,
enten Trykket i Mellemrummet var 1 eller */« Atmosfære. For
atmosfærisk Luft fandt Stefan, at Ledningsevnen i absolut Maal
er O-OOOO56.
Med et saadant Apparat er det nu let at sammenligne de
ferskellige Luftarters Varmeledningsevne; Stefan fandt følgende
Resultater:
V armeledningsevne.
i. 000
0.642
0.665
0.981
i .018
1-372
6.718
Atm. Luft ....
Kulsyre........
Kvælstofforilte
Kulilte........
Ilt............
Methan.........
Brint.........