TOLVTE AFSNIT.
Elektrostatik.
Gnidningselektricitet. For at forklare de simpieste
elektriske Fænomener antog Dufay, at der var to Slags
Elektricitet, nemlig Glas- og Lakelektricitet. Gnides en Glasstang
med Uld eller Silke, faar den Evne til at tiltrække lette Legemer;
den samme Evne meddeler man ogsaa en Lakstang paa samme
Maade. For saa vidt er der altsaa ingen Forskel mellem de to
Slags Elektricitet. Begge kunne endvidere ved Berøring overføres
fra et Legeme til et andet; det samme kan ogsaa finde Sted, selv
om det elektriske og det uelektriske Legeme er i stor Afstand,
naar man sætter dem i Forbindelse med hinanden ved Hjælp af
en Metaltraad eller en vaad Snor. For at vise, at der dog er en
Forskel mellem Glas- og Lakelektricitet, kan man ophænge et let
Legeme, som en Hyldemarvskugle, ved en Silketraad, der ikke kan
lede Elektriciteten; berøres nu Hyldemarvskuglen med en gneden
Glasstang, vil den faa Glassets Elektricitet og frastødes da af
Glasset; nærmes en gneden Lakstang derefter til Kuglen, bliver
den tiltrukken. Samme Resultat faas ved først at berøre Kuglen
med en gneden Lakstang og derefter nærme en gneden Glasstang
til den.
Ved Gnidning kunne alle Legemer blive elektriske; man maa
kun sørge for, at Elektriciteten ikke bortledes; et godt ledende
Legeme maa derfor under Gnidningen befæstes til en slet Leder,
det maa isoleres. For at vise dette tog Æpinus to Plader af for-
skelligt Stof, f. Eks. en Glasplade og en Træplade omviklet med
Klæde. Begge Plader anbragtes paa Glasstænger og bleve der-
paa gnedne mod hinanden. Naar de skilles ad, findes begge
Plader at være elektriske, den ene, Glaspladen, har Glaselektricitet,
den anden, der var betrukken med Klæde, har Lakelektricitet.