MAGNETISERING.
oo
Fra dens Indre udgaar derimod ingen
Magnetiseringens Intensitet I.
saa vil den i Afstanden x fra S,
og som har samme Magnetiseringsintensitet overalt, vil være mag-
netisk paa Endefladerne, medens Sidefladerne ville være ganske
umagnetiske. Dens Ender ville altsaa være Poler, medens Side-
fladerne ville være Ligevægtsrum. Paa disse vil der dog ogsaa
ytre sig nogen magnetisk Kraft, hidrørende fra Magnetismen paa
Endefladerne. Man siger, at en saadan Magnet har fri Magne-
tisme paa Endefladerne.
magnetisk Kraft; der er altsaa ingen fri Magnetisme i det indre.
I Virkeligheden ere Magnetiseringsforholdene meget indvik-
lede. Dette kan have forskellige Aarsager. Indskrænke vi os til
de Tilfælde, i hvilke Smaamag'
neternes Akser ere parallelle og
ligge i Retningen SN (Fig. 118),
kan det tænkes, at de forskellig®
Smaamagneter have forskellig Mag-
netisme n, men samme Længde-
Vokser [i nu jævnt fra S til N, saa
vil det samme være Tilfældet med
Er den ved S lig Iv ved N lig 4’
naar Afstanden fra S til Ner l, væte
11 z -
Paa Enhed af Overflade vil der da ved S være Magnetismen — 4
paa Enhed af Overflade ved N derimod Magnetismen +Za. An-
tages Z2 at være større end Iv og erindres, at den samlede Mag-
netisme i en Magnet er Nul, saa følger heraf, at der i Magnetens
Indre maa være fri Magnetisme. Dens Mængde q i Rumfang5'
enheden bestemmes saaledes. Kaldes Magnetens Tværsnit S, saa
er dens Rumfang lig SZ; kaldes hele Mængden af fri Magnetisme
i Magnetens Indre M, saa have vi, at
tillige
altsaa
er
faas, at
o'
II
cq
i II
-S'
+
II
Dette s
vokser jævnt. Altid
gælder dog kun, naar, som her, Magnetiseringens Intensité
dog, at den frie Magnetisme er
har man