352
JORDENS MAGNETISME.
Paa Grundlag af de omfattende Maalinger af Jordmagnetismens
Konstanter, som ere udførte navnlig i dette Aarhundrede, have
først Hansteen, derefter Gauss, senere Erman, Neumayer og andre,
søgt at bestemme Jordens magnetiske Tilstand. for saa vidt man
kan udlede den af Iagttagelser ved Jordens Overflade. Her skal
kun den første raa Tilnærmelse betragtes, ifølge hvilken Jordmag-
netismen hidrører fra, at der tæt ved Jordens Midtpunkt findes en
Magnet. Kaldes dens magnetiske Moment M, og er r Jordens
Radius, saa følger af Antagelsen, at den magnetiske Kraft F, 1
Jordens magnetiske Poler (S. 345) er
_ 2M
1 F
I Jordens magnetiske Ækvator skulde den være
„ M
Nu fremgaar det af Iagttagelserne, at/\ i Jordens magnetiske Syd'
pol, den Pol, som findes i den nordlige Halvkugle, er i absolut
Maal 0.64. I Jordens magnetiske Ækvator varierer Kraften imellem
0.26 og 0.38. Middelværdien er 0,32. Dette stemmer godt nied
Forudsætningerne. Vi kunne altsaa sætte
M
~3~ — °-32-
Hver Kubikcentimeter af Jorden maatte altsaa, hvis Momentet M
var jævnt fordelt over den, have Momentet
T M 3 • 0.32
I— i ~ — 0-076.
%<nr 45T
Jordens Magnetiseringsintensitet bliver altsaa efter denne Hypotese
0.076. For almindelige Staalmagneter er I flere Tusinde Gange
større.
Det er her antaget, at Magnetens Midtpunkt faldt sammen
med Jordens Centrum; den nøjagtige Beregning fører ikke
dette Resultat; i det hele kan man ikke ved nogen simpel For'
deling af Magnetisme i Jordens Indre forklare de ofte højst uregel-
mæssige Forhold ved Jordens Overflade. Endnu skal det blot
nævnes, at de magnetiske Konstanter i Virkeligheden ere meget
variable, idet de i Tidens Længde undergaa Forandringer; des
uden variere de saavel i Aarets som i Dagens Løb.