OHMS LOV.
393
kun maa der agtes paa, at der i Elementet selv er en teïnmelig
stor Modstand, hvis Størrelse ikke kan beregnes, da Strømmen i
Vædsker følger krumme Baner. Man kan derfor skelne mellem
Modstanden r, i Elementet selv, som kaldes den indre Modstand,
°g Modstanden ru i Ledningen, den ydre Modstand. Idet den
hele Modstand r er lig + haves altsaa at
V = [r, + r„) i — ri.
Dannes den ydre Modstand af forskellige Ledere med Modstandene
ri> rï og rv og ere de tilsvarende Strømstyrker zi; z2 og z3, have^ da
+ K=(r,+ r3)?3>
hvoraf faas, at
?rJ—v1
(-I—4-1 <
Rigtigheden heraf kan prøves ved at danne Modstandene rv r2 og
rz af samme Metal med forskellige Dimensioner.
Den største Sikkerhed for, at Loven er rigtig, ligger dog i,
at den altid, rigtig anvendt, fører til rigtige Resultater. Forøvrigt
Kar Chrystal, efter Maxwells Anvisning, udført nogle Forsøg, der
særlig vare beregnede paa at prøve Lovens Rigtighed; de førte
den fuldkomneste Bekræftelse af den.
OHM, VOLT OG FARAD. Hvilken Enhed der vælges
f°r Ledningsmodstand er ganske vilkaarligt; Hovedsagen er, at
føa en Enhed, som let kan genfremstilles med nøjagtig samme
Værdi. Siemens har foreslaaet at vælge Modstanden i en Kvæg-
sølvcylinder, med Tværsnit af en Kvadratmillimeter og Længde af
en Meter, til Modstandsenhed. Da Ledningsevnen forandrer sig
rried Temperaturen, maa man altid anvende ' den ved samme
Temperatur Siemens valgte dertil Vandets Frysepunkt. Den
saaledes definerede Modstand kaldes Siemens Enhed. Paa en
Kongres, der afholdtes i Paris 1884, vedtoges det at indføre en
international Enhed for Ledningsmodstand, der var lig Modstanden
ved o° C. i en Kvægsølvcylinder med 'Iværsnit af 1 Kv. mm. og
Længde af io6?cm. Senere, navnlig paa en international elektrisk
K°ngres i Chicago i 1893, blev 106.3 cm. sat i Stedet for 106 cm.
Denne Enhed kaldes en Ohm; den vil udelukkende blive benyttet
' det efterfølgende.
Efter at Enheden saaledes er fastslaaet, kan man nu tilveje-