Lærebog I Fysik
Til Brug Ved Polyteknisk Læreanstalt

422 HYSTERESE. M li '*« -■ : ■ k Naar saaledes i en Dynamomaskine Magneterne magnetiseres og ommagnetiseres 10 Gange i Sekundet, saa er Arbejdet, som medgaar dertil, naar der er en Kubikmeter Jærn i Elektromag- neterne, og den magnetiske Induktion er IOOOO, lig 7000 Watt, næsten 10 Hestes Kraft. Vi kunne sige, at et Stykke Jærn, der magnetiseres og om- magnetiseres saaledes, at det bringes tilbage til den oprindelig6 . Tilstand, er undergaaet en magnetisk Kredsproces. Det har under denne Kredsproces forbrugt et vist Arbejde; da Jærnets magne- tiske Tilstand ingen blivende Forandring er undergaaet, maa Arbejdet være omdannet til Varme. Vi kunne let beregne den Temperaturstigning &, som maa finde Sted ved en enkelt Kreds- proces. Antages, at Jærnets Vægtfylde er 7.8, dets Varmefylde o.n og Varmeækvivalentet J — 4.2-107, have vi, naar den magnetiske Induktion i Jærnet har varieret fra + 10000 til — 10000, at 7000 = & • 7.8 • o. 11 • 4.2 • i o7, som giver & = 0.0002. Det maa altsaa gennemgaa denne Proces 5000 Gange for at opvarmes en Grad. At en saadan Opvarmning virkelig finder Sted, er paavist af Joule, Cazin og andre. Det inaa dog bemærkes, at Varmeudviklingen i Virkeligheden er endnu større; under Magnetiseringen og Afmagnetiseringen opstaa der nemlig Induktionsstrømme i Jærnet, som ogsaa ville opvarme det. i : Jærn kunne DE MAGNETISKE METALLER. Foruden Jærn kunne f enkelte andre Metaller blive magnetiske, naar de paavirkes a magnetiske Kræfter; navnlig gælder dette om Nikkel og Kobolt- Rowland fandt, at Magnet.iseringsintensiteten I for Nikkel i Maksi' mum var lig 494, for Kobolt 800, medens den for Jærn var 139°' Andre Iagttagere have, som vi have set i det foregaaende, fundet Magnetiseringsintensitetens Maksimum for Jærn endnu større. Udsættes et Stykke Jærn eller Staal for Stød eller Rystelser, medens det er paavirket af magnetiserende Kræfter, bliver dets Magnetisme stærkere end ellers. Behandles derimod en Staal' magnet paa samme Maade, taber den en Del af sin Magnetisme- Snoning har en kendelig Indflydelse paa en Magnet. Disse F°r' hold, der have ført til mærkelige Resultater, ere navnlig studered6 af G. Wiedemann-, ogsaa Strækning og Sammentrykning frem' bringe Forandringer i en Magnets Moment; ved Strækningen f01' øges det, medens Sammentrykning formindsker det.