Lærebog I Fysik
Til Brug Ved Polyteknisk Læreanstalt

DE MAGNETISKE METALLER. 423 Temperaturforandringer indvirke stærkt paa Magneterne. Kuppfer opvarmede en Magnet til ioo° C., afkølede den derpaa til 160 C. og gentog dette flere Gange; han fandt da, at dens Moment efter den sidste Afkøling var 3A af dens oprindelige Moment Ved stærkere Ophedning forsvinder Magnetismen ganske. Anderledes forholder det sig med Elektromagneter, lo varmere Jærnet er, desto lettere magnetiseres det; Magnetiseringskonstanten x vokser altsaa med Temperaturen. Efter Hopkinson har x sin største Værdi ved 7200 C.; ved denne Temperatur behøves der kun en Yderst ringe Kraft for at give Jærnet den stærkeste Magnetisme, sotn det kan modtage. Ved Hvidglødhede (c. 870° C.) mister Jærnet sine magnetiske .Egenskaber; hænger man et Stykke jærn op ved en Platintraad, og- bringes Jærnet til at gløde ved at holde det i en Bunsensk Flamme, tiltrækkes det ikke af en Magnet. Tages Flammen bort, vil man bemærke, at Jærnet pludselig igen tiltrækkes. Magnetiserer man en Jærnring ved en Strømleder, som er viklet om Jærnet, bliver den, som vi tidligere have bemærket, stærkt magnetisk, og denne Magnetisme forsvinder ikke, selv om Strømmen ophører. Opvarmes Ringen saa stærkt, at den taber al sin Magnetisme, vil man dog, som Hopkinson har iagttaget, finde, at Ringen er magnetiseret, naar den igen afkøles. Det synes herefter, at Smaamagneterne beholde deres Stillinger; det er deres Magnetisme, som forsvinder i Varmen, men den kommer igen ved Afkølingen. Temperaturen har en lignende Virkning paa Nikkel og Kobolt som paa Jærn; Nikkel taber sine magnetiske Egenskaber ved 350° C., Kobolt først ved Glødhede. Man har kaldt de Tempera- turer, ved hvilke Legemerne miste Evnen til at magnetiseres, kri- tiske Temperaturer. At Jærn og de andre magnetiske Metaller miste deres Evne til at magnetiseres, synes at staa 1 Forbindelse med, at de ved Ophedning kunne gaa over i allotropiske Tilstandsformer. Et Bevis derpaa har man 1 Pionchons Forsøg over Metallernes Varme- fylde, som vise, at denne Størrelse netop forandres meget stærkt, naar de naa den kritiske Temperatur. Et andet mærkeligt For- hold, som staar i Forbindelse hermed, er bemærket af Barret. Han opvarmede en Traad af haardt Staal til lys Glødhede; lader man den nu afkøles langsomt, bliver den mørkere; men derpaa ser man den pludselig lyse stærkt paany, hvorpaa Afkølingen