Lærebog I Fysik
Til Brug Ved Polyteknisk Læreanstalt

424 DE MAGNETISKE METALLER. ÿ i igen indtræder. Dette sker netop ved Staalets kritiske Temperatur og maa betragtes som Vidnesbyrd om, at der ved denne Tempe- ratur indtræder særegne Forandringer i de magnetiske Metallers indre Bygning. Man har iagttaget særdeles mærkelige Forhold hos Nikkel- staal; man maa der skelne mellem Legeringer, der indeholde under 25 Procent Nikkel, som C. E. Guillaume har kaldt irreversible, og Legeringer som indeholde over 25 Procent Nikkel, de reversible. Anbringes et Stykke irreversibelt Nikkelstaal i et stærkt magne- tisk Felt og opvarmes det, vil det tabe sin Magnetisme (Magneti- seringskonstanten % bliver omtrent o) ved Rødglødhede. Afkøles det derpaa, vil det først begynde at blive magnetisk ved en Tem- peratur, der ligger desto dybere under Glødhede, jo mere Nikkel det indeholder. Indeholder det 24 Procent Nikkel, viser Magne- tismen sig først lidt under o° C. En Legering af 75 Procent Jærn, 22 Procent Nikkel og 3 Procent Chrom kan ikke magneti- seres, selv om den afkøles til —1900 C. Man ser heraf, at Nik- kelstaal kan have to ganske forskellige Magnetiseringskonstanter ved samme Temperatur. A. le Chatelier har fundet, at samme Prøve af irreversibelt Nikkelstaal har en overmaade lille Varme- udvidelseskoefficient, naar det er magnetisk, x stor, medens den bliver større, naar z er lille, altsaa naar Legeringen afkøles. De reversible Legeringer derimod tabe og genvinde Magne- tismen ved samme Temperatur, hvilken Temperatur afhænger paa meget indviklet Maade af Nikkelmængden. Disse Legeringer udvide sig meget lidt ved Opvarmning; en Legering, der indeholder 35 Procent Nikkel, udvider sig kun V10000 af sin Længde ved Opvarmning fra 0° til ioo° C. MAGNETISME OG DIAMAGNETISME. De magnetiske Metaller synes at danne en særegen Gruppe med meget stærke magnetiske Egenskaber; hos de andre Grundstoffer, saa vel som hos deres Forbindelser, synes disse Egenskaber ganske at mangle. Dog har man allerede i forrige Aarhundrede iagttaget magnetiske Egenskaber hos Vismut og Antimon; Brugmanns fandt nemlig, a*- de bleve frastødte af Magnetpolerne. Det er imidlertid Faraday, vi skylde det meste af, hvad vi vide om Magnetismens Optræden i Legemerne i Almindelighed. Til Brug ved disse Forsøg l°å han en stor Elektromagnet forfærdige. Den var lavet i U-Forffb dens to Grene endte foroven i to plane Flader, paa hvilke han