Lærebog I Fysik
Til Brug Ved Polyteknisk Læreanstalt

MAGNETISME OG DIAMAGNETISME. 425 kunde lægge tilspidsede Jærnplader, der vendte Spidserne mod hinanden. Imellem dem dannedes et meget intensivt magnetisk Felt; ophænges deri en kort Stang i vandret Stilling ved et Silke- spind, finder man, at den forholder sig paa forskellig Maade, alt efter det Stof, den bestaar af. Stænger af de magnetiske Metaller ville stille sig i Polernes Forbindelseslinie; man siger, at de stille sig aksialt; de ville tillige tiltrækkes med stor Kraft af den nær- meste Pol. Stænger af Vismut eller Antimon stille sig derimod vinkelret paa Polernes Forbindelseslinie, altsaa ækvatorialt. De Lege- mer, der forholde sig saaledes, kaldte Faraday diamagnetiske, me- dens de andre Stoffer betegnes som paramagnetiske, eller simpelthen som magnetiske. Faraday giver følgende Fortegnelse over Metallerne, ordnede efter deres magnetiske eller diamagnetiske Egenskaber: Magnetiske Metaller. Jærn, Nikkel, Kobolt, Mangan, Chrom, Cerium, Titan, Palladium, Platin, Osmium. Diamagnetiske Metaller. Vismut, Antimon, Zink, fin, Kad- mium, Natrium, Kvægsølv, Bly, Sølv, Kobber, Guld, Arsenik, Uran, Rhodium, Iridium. For at undersøge Vædskernes Forhold indesluttede Faraday dem i Glasrør og ophængte dem imellem Elektromagnetens Poler; der maatte da tages Hensyn til Glassets Magnetisme. De fleste Vædsker ere diamagnetiske, kun Opløsninger af de magnetiske Metallers Salte ere i Reglen, navnlig naar disse Metaller indgaa i Basen, magnetiske. Bancalari bemærkede, at Flammen af et Lys, der holdtes imellem Elektromagnetens Poler, bredte sig ud i ækvatorial Ret- ning, hvilket viser, at Flammen er diamagnetisk, foranlediget herved undersøgte Faraday Luftarternes magnetiske Forhold nøjere °g fandt derved, at flere af dem paavirkes af Magneten; navnlig fandt han Ilten magnetisk, de fleste andre Luftarter derimod dia- magnetiske. Ogsaa diaabeflydende Ilt er magnetisk; en Draabe af denne Vædske, som ligger i en lille Skaal af Stensalt, farer hen til en stærk Magnetpol, ligesom et lille Stykke Jærn vil gøre. Herved maa man dog erindre, at alle Forsøgene udføres i_den atmo- sfæriske Luft, som, da den indeholder Ilt, selv maa være magnetisk, det fremgaar heraf, at man ved Forsøgene kun faar at vide, om en Luftart er mere eller mindre magnetisk end den atmosfæriske Luft. Magnetiseringskonstanten x er i Virkeligheden overordentlig ringe for de allerfleste Stoffer. Sættes Jærnets Magnetisme lig en Million, bliver den efter Plücker for Vismut lig —24 og for