■ *
438
;
i
MAALING AF MAGNETISKE KRÆFTER.
tede Antal Kraftlinier Nn‘, og vi faa derfor, naar r er
i Spiralen og Galvanometret,
2n‘N
$ ~ io8r’
Modstanden
■ ■ •
i—:
her er uden
faar altsaa
bi
B
Fig. 169.
g“
hvor der ikke er taget Hensyn til Fortegnet, da dette
Betydning.' Af denne Ligning kan N findes; man
Permeabiliteten og derved ogsaa den magnetiske Induktion b,
bestemt. Paa denne Maade ere de i Tabellerne S. 416 og 41/
meddelte Talværdier fundne.
Paa lignende Maade kan man undersøge, hvor vidt man virke-
kelig er berettiget til at beregne Antallet af Kraftlinier, som g aar
gennem en Jærnmasse, efter en med Ohms Lov analog. Metode.
Man tager et Stykke Baand-
jærn og bøjer det sammen,
saaledes at det danner en
Ring som AB (Fig. 169) be-
staaende af flere Lag. Én
kortere Strækning C af Rin'
gen omvikles med Kobber-
traad; igennem denne ledes
■den magnetiserende Strøm-
Nu vikles en eller nogle føa
Vindinger af en overspunden Kobbertraad om Ringen ved b),
dens Ender forbindes med et Galvanometer. Er den magnetise-
rende Strøm i C sluttet, og afbryder man den, men slutter den
straks igen i modsat Retning, vil der fremkomme en Induktions-
strøm i Ledningen D, og Galvanometret gør et Udslag. Det vil
være proportionalt med Antallet N af Kraftlinier, som omsluttes
af D. Flyttes nu Vindingerne hen til E, og gentages Forsøget;
faar man næsten det samme Udslag som tidligere; man kan heraf
slutte, at Kraftlinierne virkelig følge Jærnet, ligesom den elektriske
Strøm følger Lederen.
f
■-.i.
■, h
5. '
INDUKTION I METALMASSER. Gambey har bemærket,
at en svingende Magnetnaal hurtigt kommer i Ro, naar der tæt
under den ligger en Kobberplade. Kobberpladen siges derfor at
dæmpe Svingningerne. Prøver man paa denne Maade forskeilig6
Plader, finder man, at Virkningen er desto større, jo bedre Elek-
tricitetsleder Pladen er. Arago har studeret disse Forhold nøjere-