SELVINDUKTION.
449
kalde en Gnist imellem C og D; man kalder denne Strøm Ekstra -
strømmen. Man siger ofte, at denne Strøm er stærkere end Hoved-
strømmen; dette er dog urigtigt; Strømstyrken er aftagende; det
er den elektromotoriske Kraft i Ledningen, der er bleven større.
Indeholder Traadrullen en stor Mængde Vindinger, vil man føle
et elektrisk Stød, naar Traadenderne C og D holdes i Hænderne,
idet de skilles ad.
For at paavise Selvinduktionen, kan man efter Edlund be-
nytte følgende Fremgangsmaade. Strømmen fra et galvanisk Ele-
ment A (Fig. 177) deles i to Grene. Den ene gaar først gennem
en Traadrulle B, derpaa gennem det
ene Sæt Vindinger i et Differentialgal-
vanometer, hvorpaa den føres tilbage
W Elementet. Den anden ledes gen-
nem en lige Metaltraad C, som har
samme elektriske Modstand som B-, gaar
derpaa gennem det andet Sæt Vindin-
ger i Galvanometret og føres endelig
t’lbage til Elementet. Naar Strømmene
have gaaet en kort Tid, vil Galvanometernaalen vise paa Nul;
derimod vil der komme et Udslag, idet Ledningen ved D sluttes
eHer afbrydes. I første Tilfælde vil Strømmen gennem C have
Overvægten, i sidste Tilfælde er det Strømmen gennem B, der er
^en stærkeste. At dette er en Følge af Selvinduktionen, er ind-
lysende.
Vi skulle nu nærmere undersøge de Forhold, der bestemme
Selvinduktionens Størrelse. Den elektromotoriske Kraft eJ2, som
°Pstaar i Vinding 2 under Paavirkning af Strømmen i Vinding I,
er; som vi have set i det foregaaende (S. 443) bestemt ved
1^
r
o
i!
Strømmen i Vinding 2 inducerer en lige saa stor elektromotorisk
Kraft i Vinding 1. Paa samme Maade virke 2 og 3 paa hinanden,
saaledes gaar det med alle Vindingerne. Den hele inducerede
elektromotoriske Kraft bliver altsaa
di
e = — IO-9-2 (J4 + Mn + ..)
Størrelserne Mw bestemmes paa samme Maade som Induk-
^°nskoefficientérne Af, om hvilke der er talt i det foregaaende.
C- Christiansen : Fysik.