Lærebog I Fysik
Til Brug Ved Polyteknisk Læreanstalt

TELEGRAFONEN. ro 4»3 Skal der optages en længere Tale, kan man benytte Appa- rater, hvor en tynd Staaltraad med omtrent 0.2 mm. Diameter og 2 til 3 Metres Hastighed vikles fra een Spole over paa en anden i mange Lag, hvorved Skriften intet lider, skønt Viklingerne ikke ere isolerede fra hinanden. Det samme gælder, hvor der som Skriftgrund anvendes et tyndt Staalbaand, der vikles fra en Skive °ver paa en anden. De reproducerede Talestrømme ere som Følge af Lydskriftens større eller mindre Afmagnetisering altid svagere end de Strømme, der oprindelig dannede Lydskriften. Hvor Lydskriften, som i fig. 198, dannes med en »Eenpolsmagnet«, vil en Forøgelse af Hastigheden gøre Bølgebredden større; herved formindskes Af- magnetiseringen og Reproduktionen vil altsaa blive stærkere. EnFor- mindskelse af Staaltraadens Tværsnit formindsker baade Magneti- seringen og Afmagnetiseringen. Traadens Tværsnit spiller derfor, >nden for visse Grænser, ingen Rolle med Hensyn til Nyttevirkningen. Skri- ves der med »Topolsmagnet« (Fig. 200), ere Afmagnetiseringsforholdene noget anderledes; her bliver Skriftelementar- niagneternes Længde bestemmende for den Hastighed, der bør anvendes. Med en Hastighed, større end den, der gør Bølgebredden lig Elementarmagneternes Længde, vindes der næppe meget. Ved passende Polarisation af den skrivende Magnet redu- ceres den fra Viskestrømmen hidrørende permanente Magnetise- ring; herved reduceres samtidig de paa Lydskriften virkende af- magnetiserende Kræfter. Telegrafenen gengiver klart og tydeligt Tale, Sang o.s.v. uden forstyrrende Bilyde; den nedskrevne Tale kan tilmed gengives saa °fte, det skal være, uden Svækkelse af Skriften. Ifølge sit Princip synes den ret egnet til Optagelse af Telefonmeddelelser; i Amerika er dette sket med god Virkning over en Strækning af c. 400 Kilo- meter fra Abonnent til Abonnent. Skriver man med upolariseret Elektromagnet paa en Traad, hvor der i Forvejen ligger en Tale, ville begge Taler høres Samtidig. P. O. Pedersen har vist, hvorledes man dog er i Stand til, paa en og samme Skriftgrund samtidig at rumme to forskellige Taler, der kunne høres enkeltvis. Flg. 200.