Lærebog I Fysik
Til Brug Ved Polyteknisk Læreanstalt
Forfatter: C. Christiansen
År: 1903
Forlag: Det Nordiske Forlag
Sted: København
Udgave: 2
Sider: 732
Anden Udgave
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
A
■ -
494
hertz’s forsøg.
Udgangspunktet, medens nye Systemer dannes. Be-
viser. at Kraftens Forplantningshastighed i store Af-
lig Lysets Hastighed; nærmere ved AB er den endnu
linierne se ud i det Øjeblik, i hvilket Strømmen har naaet sin
største Styrke, medens Kuglernes Ladning er forsvunden; alle
Kraftlinier ere da lukkede Kurver. Disse Kurver fjerne sig nu
mer og mer, samtidig dermed bliver A negativ, B positiv; der
dannes nu nye Kraftlinier, som udgaa fra Kuglerne (Fig. 212).
Idet Svingningerne fortsættes, fjerne de lukkede Kraftlinier sig
stadig fra
regningen
stande er
større.
Man kan altsaa sige, at en elektrisk Svingning sender elek-
triske Kræfter ud i det omgivende Rum, som udbrede sig med
Lysets Hastighed. Da de elektriske Kræfter antages at fremkalde
Bevægelser af Elektriciteten i Isolatorer, har man ogsaa, at elek-
triske Svingninger i en Leder fremkalde lignende Svingninger i de
omgivende Isolatorer. Vi komme herved til en ny Art Sving-
ningsbevægelse, der i mange Henseender er analog med Lyd-
svingningerne. Endnu større er dog Ligheden med Lysbevægel-
sen, da begge have samme Forplantningshastighed.
At der virkelig udgaa saadanne Svingninger fra det af Hertz
anvendte Apparat, viste han ved at lade dem kastes tilbage fra
en meget stor Metalplade. Der fremkom da, ligesom ved Lyd-
bølgernes Tilbagekastning fra en Væg, staaende elektriske Sving-
ninger, der kunde paavises ved en Bileder, der var i Resonans
med Hovedlederen.
Endnu tydeligere viste Hertz, at elektriske Svingninger for-
plante sig i Rummet ligesom andre Bølgebevægelser, paa følgende
Maade. Han dannede et Slags parabolsk Hulspejl ved at bøje en
rektangulær Zinkplade efter en Parabel. Hovedlederen anbragtes
nu paa Pladens konkave Side i en Afstand fra Pladens Midterlinie,
der var lig Parablens Brændvidde. Zinkpladen virker da paa de
elektriske Svingninger ligesom et Hulspejl virker paa det fra
Brændpunktet udgaaende Lys. Under disse Omstændigheder ud-
brede Svingningerne sig ikke til alle Sider; derfor forstærkes Virk-
ningen af dem saaledes, at de kunne paavises i større Afstande
enten ved en resonerende Bileder eller ved at opfange dem ved
et lignende »Hulspejl«, i hvis Brændpunkt anbringes en Bileder af
lignende Form som Hovedlederen. Fra Enderne af den føres to
Ledninger igennem Metalpladen; de ende i Spidser, imellem hvilke
Gnister kunne slaa over.