Lærebog I Fysik
Til Brug Ved Polyteknisk Læreanstalt

S6o DISSOCIATIONSTEORIEN. F. Kohlrausch har paavist en mærkelig Egenskab ved Tempe- raturkoefficienterne. Han finder, at Ledningsevnen vokser desto langsommere med Temperaturen, jo bedre Elektrolyten leder. Derfor maa Differenserne mellem Ledningsevnerne for forskellige Elektrolyter blive mindre, naar Temperaturen bliver højere. DISSOCIA 1 IONS 1EORIEN. F. Kohlrausch fandt, som det er vist i det foregaaende, at en Elektrolyts Ledningsevne k kunde opfattes som en Sum af Kationernes og Anionernes Ledningsevner. Altsaa have f. Eks. Klorionerne samme Ledningsevne, enten Elek- trolyten er Klorkalium eller Klornatrium. Man ledes herved til at antage, at en Opløsning af et Salt kan opfattes som en Blanding af Kationer og Anioner i Vand. Der synes ikke at virke Kræfter imellem dem. Underkastes en Opløsning altsaa Paavirkningen af en elektrisk Kraft, bevæge Ionerne sig uafhængig af hverandre; Kationerne, der ere ladede med positiv Elektricitet, vandre til Katoden, Anionerne, der have en negativ Ladning, gaa til Anoden. I en vandig Opløsning af Klornatrium kan der kun være Ligevægt, naar ethvert Rumfang indeholder lige mange Ioner af begge Slags; var der nemlig flere Kationer end Anioner paa et Sted i Vædsken, saa vilde denne Del af Vædsken have en positiv Ladning, og vilde altsaa drage Anioner til sig. Det samme vil aabenbart gælde for enhver Elektrolyt. Den her fremstillede Opfattelse af Elektrolyternes Natur skyldes nærmest Clausius. Søger man at udføre den videre, støder man imidlertid paa visse Vanskeligheder. Vi have set (S. 122), at Salt- opløsninger kunne diffundere i Vand og andre Vædsker. Lovene for denne Diffusion have stor Lighed med Luftarters Diffusion i hinanden; i teoretisk Henseende er der dog en betydelig Forskel paa de to Tilfælde. Luftarternes Diffusion forklares ved at antage, at Luftdelene ere i Bevægelse, og denne Bevægelse kan fortsættes i det ubegrænsede, da det tomme Rum, der adskiller Molekylerne, ikke yder nogen Modstand, og Sammenstød slie uden Tab af levende Kraft. Ved Diffusionen i Vædsker er der utvivlsomt en Modstand fra den Vædskes Side, i hvilken Diffusionen sker. Denne Vanskelighed omgaar man efter van C Hoff ved at antage, at det opløste Stof udøver et Tryk paa Begrænsningen. Har man f. Eks. opløst Sukker i Vand, saa vil der paa Grænsefladen virke et Tryk, der er proportionalt med Sukkermængden. At et saadant Tryk virkelig eksisterer, har Pfeffer vist paa