Lærebog I Fysik
Til Brug Ved Polyteknisk Læreanstalt

LUFTENS VÆGTFYLDE. 51 Nu have baade Regnaults og senere Arbejder tilfulde godtgjort, at disse Love ikke ere absolut gældende for en eneste Luftart; men det synes, at jo mere man lader Luftarternes Rumfang vokse, desto mere nærme de sig til at følge de nævnte Love. Vi kunne derfor antage, at de gælde for alle Luftarter, naar vi bringe dem til at have et tilstrækkelig stort Rumfang. Men vi overføre den samme Betragtning ogsaa paaDampene. Vanddamp afviger temmelig stærkt fra Lovene, men lader man den udvide sig stærkt ved For- mindskelse af Tryk og Forøgelse af Temperatur, synes de nævnte Love ogsaa at gælde for Vanddamp. Man antager overhovedet, at enhver Damp kan bringes i en saadan Tilstand, at Mariottes og Gay-Lussacs Love finde Anvendelse paa den, og vi skulle nu i dette Afsnit behandle de Egenskaber, som Luftarterne og Dam- pene besidde, naar de tilfredsstille denne Betingelse. LUFTENS VÆGTFYLDE. I mange Dele af Fysikken fore- kommer der Opgaver, til hvis Løsning det udkræves, at man kender Vægten af et givet Rumfang Luft, og det er derfor nød- vendigt at undersøge Luftens Vægtfylde med særlig Omhu. At finde den er imidlertid forbundet med store Vanskeligheder. Her skal kun vises, hvorledes Régnault bar sig ad dermed. Inden Regnaults Fremgangsmaade beskrives, er det nødvendigt nærmere at bestemme, hvori Opgaven bestaar. Den atmosfæriske Lufts Hovedbestanddele ere som bekendt Ilt, Kvælstof, Kulsyre og Vand- damp. De to sidst nævnte Stoffer ere til Stede i foranderlige Mængder; man plejer derfor, hvor det er muligt, først at befri Luften for dem, hvilket kan ske ved at lede Luften gennem Rør, der indeholde Kali eller Natron og Klorkalcium eller andre vand- sugende Stoffer. Der bliver altsaa kun Ilt og Kvælstof tilbage. Det er nu et Spørgsmaal, om Forholdet mellem Mængderne af disse to Stoffer er konstant eller ikke. Absolut uforanderligt kan dette Forhold sikkert ikke være, da Ilten stadig optages og afgives under de mangeartede kemiske Processer, der foregaa i Atmo- sfæren, medens Kvælstoffet næsten slet ikke tager Del i disse. Store Variationer finde dog ikke Sted, hvilket fremgaar af, at den euciiometriske Undersøgelse af Luften næsten altid giver samme Mængdeforhold. Saaledes fandt Marignac i Genf, at 100 Rumfang Luft indeholdt 20.81 Rumfang Ilt; Bunsen i Heidelberg fandt 20.96 og Régnault i Paris 20.90 til 21.0 Rumfang Ilt. Jolly i München har, ved ad galvanisk Vej at bringe en Kobbertraad til at gløde 4*