Om Tidens Udmaaling og Inddeling

57 Dermed er vort simple Instrument (Fig. 14) færdigt; vi skulle nu see, hvortil det kan tjene os. Sigte vi langs Ski- vens Overflade ud mod de forskj ellige Egne af Himlen, ind- til vi træffe en eller anden bekjendt Stjerne, kunne vi ved at dreie Viseren faa denne til at pege lige imod den. Lade vi nu nogen Tid gaa hen og betragte derpaa atter Stjernen, vil denne ikke længer findes i Forlængelsen af Viseren; den er rykket et Stykke til Høire paa Himlen; dreie vi imidler- tid Viseren et tilsvarende Stykke, vil den atter pege lige imod Stjernen, uden at vi behøve at løfte eller sænke den, og saaledes kunne vi blive ved. Stjernen bevæger sig altsaa netop i den Cir- kel , hvor alle Sigtelinier langs Skivens Overfla- de træffe Him- len. Af Skivens Opstilling følger, at dennes Syd- punkt er dens høieste, og Nord- punktet dens la- veste Punkt. Staaer Viseren i Syd, peger den derfor skraat op- ad; i Nord skraat nedad, og i Øst Fig. 14. Instrument til Undersøgelse af Stjer- nernes Bevægelse. og Vest peger den vandret ud; her vil den derfor pege lige mod Horizonten, da Stangens Høide er forsvindende lille mod Horizontens store Afstand. Men heraf følger, at en- hver Stjerne, som Viseren kan pege paa uden at løftes eller sænkes, maa gaa ned bag Horizonten netop i Vest og staa op nøiagtig i Øst. Lade vi Viseren pege paa en anden Stjerne, som den kun kan træffe ved at løftes en vis Vin- kel fra Skiven, saa finde vi, at Stjernen bevarer denne Vin- kel med Skivens Plan, som det hedder, under hele sin Van- dring. Er Stjernen gaaet til Høire for Viseren, behøve vi derfor blot at dreie denne et tilsvarende Stykke til Høire,