Om Tidens Udmaaling og Inddeling

Forfatter: K. Kroman

År: 1882

Forlag: Andr. Fred, Høst & Søn

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 114

UDK: 529

DOI: 10.48563/dtu-0000300

Emne: Særtryk af Industriforeningens Maanedsskrift

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 76 Forrige Næste
87 Halvkugles Vinter er derfor ogsaa under lige Omstændig- heder gjennemsnitlig koldere end den nordlige. I det Hele kunne vi derfor sige, at den nordlige Halvkugle er begun- stiget. Denne Begunstigelse vil imidlertid ikke vare bestandig, og Grunden hertil er den, at intet af de 6 paa Fig. 22 frem- hævede Punkter af Jordbanen er fast beliggende i Rummet. Den med 1. Januar og 2. Juli mærkede Linie deler Jordbanen i to symmetriske Halvdele, idet den gaaer igjennem begge Ellipsens Endepunkter, de Punkter, i hvilke Jorden har mindst og størst Afstand fra Solen, Periheliet og Aphe- liet, som de kaldes. Linien selv kaldes Apsidelinien, og denne Linie bevarer ikke bestandig sin nuværende Retning mod Stjernebillederne Tvillingerne og Skytten, men dreier sig ganske langsomt i Eclipticas Plan venstre om omtrent 11 ",44 aarlig; Jordbanen vil med andre Ord f. Ex. om 1000 Aar være langstrakt i en anden Retning end nu, om end Ændringen for det nævnte Tidsrum kun vil beløbe sig til omtrent 3°. At angive Aarsagen til dette Fænomen, vilde her føre os for vidt. Og paa lignende Maade gaaer det med de 4 andre fremhævede Punkter: Jævndøgns- og Solhvervspunkterne. Jordens Axe bevarer underjordens Omløb om Solen over- ordentlig nær een og samme med sig selv parallele Ret- ning og peger bestandig mod den fjærne Polarstjerne; dog har den en yderst langsom Bevægelse, saa at den om Tusind Aar vil pege mod en af „Polarstjernens“ Nabostjerner og derved gjøre denne til Polarstjerne, om to Tusind Aar mod en tredie nser staaende Stjerne osv. Tænke vi os en Halv- kugle hvælvet over Fig. 22, vil Toppen af denne Halvkugle være Eolipticas Pol, medens Æqvators Pol eller „Polarstjernen“ vil findes 23% Grad fra Toppen over mod Skillelinien mellem Tyren og Tvillingerne. Om godt og vel 2000 Aar vil Æqvators Pol eller det Punkt af Himmelen, hvorimod Jordens JSordpol peger, ligeledes findes omtrent 23 % Grad fra Halvkuglens Top, men nu over imod Skille- stregen mellem Vædderen og Tyren; om godt 2000 Aar til viser Nordpolen 23% Grrad fra Toppen over mod Skille- stregen mellem Fiskene og Vædderen og saa fremdeles, saa