Om Tidens Udmaaling og Inddeling

102 d, samt 2&4-4c-f-6d-|-n med 7, og kald Resten e. Paaskesøndag indtræffer da d. (22 -f- d 4- e)de Marts. Prøve vi med Aaret 1882, stiller Regningen sig altsaa saaledes: 1882 . -o x , ——- giver til Hest 1 == a. 19 1882 . X-, -o x n , —4— giver til Rest 2 = 0. 1882 . ... n , a giver til Hest 6 = c. 19«4-m 19 + 23 . ... D , ---— giver til Rest 12 = d. 2&4-4c4-6^ + n 44-24 4-72 + 4 . A.. D ---!----j-----i— = —!----1-----!— glver til Rest 6 = e. 22 + d + e — 22 + 12 + 6 = 40. Men d. 40. Marts = d. 9. April, der altsaa bliver Paaske- søndag 1882. Vi have hidtil betragtet Tidsforholdene for et enkelt bestemt Steds Vedkommende. Vi skulle nu til Slutning undersøge Forholdene paa de forskjellige Steder af Jordoverfladen. Vi komme derved tilbage til det i Indled- ningen fremsatte Problem. For let at kunne angive et Steds Beliggenhed paa Jord- kloden tænker man sig denne overtrukket med et Næt af Linier, af hvilke vi i det Foregaaende allerede have nævnet forskj ellige. Jordaxens Endepunkter kaldes Jordens Poler, og Cirklen om Jorden lige langt fra begge Polerne kaldes Æqvator. Parallelt med Æqvator gaa de saakaldte Brede- cirkler, og fra Pol til Pol, vinkelret over Æqvator og alle Bredecirklerne gaa de saakaldte Meridianer. Vælger man nu en bestemt Meridian som „den første“, kan man altsaa ganske bestemt angive et Punkts Beliggenhed paa Jorden ved at angive, hvor mange Grader dets Meri- dian ligger Øst eller Vest for den første, og hvor mange Grader dets Bredecirkel ligger Nord eller Syd for Æqva- tor. Den første Størrelse kaldes Stedets Længde og reg- nes i Reglen fra Meridianen gjennem Paris, Greenwich.