Taylor-Systemet
En Undersøgelse af de amerikanske Teorier om rationel Fabriksledelse

Løn-Problemet. Det vil derfor være nødvendigt et Øjeblik at undersøge, hvorledes Anskuelserne paa det nævnte Tidspunkt var med Hensyn til dette Problem. I tekniske og nationaløkonomiske Kredse i Amerika drøftedes paa den Tid livligt det gamle Spørgsmaal: Tidløn eller Akkordløn. Man var ogsaa inde paa Tantiémeløn-Principet, d. v. s. at Arbejderne skulde have Del i Forretningens Overskud, for paa den Maade at gøres interesserede i saa stor Arbejdsydelse som mulig. Der var Planer fremme, som vilde løse Tantiémepro- blemet paa den i og for sig rationelle Maade, at Ar- bejdernes Del i Overskudet skulde beregnes alene efter Nedgangen i Arbejds-Omkostningerne, medens even- tuelle Fordele eller Tab paa andre Punkter ikke skulde tages i Betragtning. Akkordløn-Systemets Tilhængere var klar over, at selv om Arbejdslønnen blev sat i Forhold til den ydede Arbejdsmængde, havde man ingen Garanti for, at Ar- bejderne præsterede deres yderste. De vilde nemlig stadig løbe den Risiko, at Akkordsatserne blev redu- cerede, hvis Lønnen steg væsentligt over Daglønsni- veauet, og derfor frygtede man for, at Arbejderne, selv under Akkordsystemet, vilde begrænse deres Arbejds- ydelse. For at undgaa disse Vanskeligheder fremsatte Frederick Halsey, en amerikansk Ingeniør, i 1891 en Plan om et „Præmieløn“-System. Planen gik ud paa, at Arbejdslønnen skulde bestaa af to Komponenter: 1) almindelig Dagløn og 2) et Løntillæg (Præmie), som beregnedes i Forhold til den forøgede Arbejds- ydelse efter Lønsystemets Indførelse. Løntillæget skulde udgøre en Tredjedel af den forøgede Arbejdsydelses Værdi, maalt efter den almindelige Dagløn. Hvis en