I. Chr. Petersens Papirhandel 1845-1920

42 ost, hvilket vi nød med Tilsætning af el Glas Vand. Nu besørgedes de løbende Forretninger: Søren visle en sejg Modstand mod at bringe for mange Pakker i Byen eller paa lange Veje, og som gammelt Inventa- rium var han uangribelig. Der maatle da hentes en Sjover paa Amager- torv eller ogsaa maatte jeg afsled, hvad jeg aldrig havde noget imod. Endog som Commis har jeg ofte bragt et Ris Papir til en Kunde. Mid- dagen bragtes i Madspand fra el nærliggende Middagsabonnement; til denne og Aftensmaaltidet kom der Dug paa Bordet. Under alle Maal- tiderne maatle jeg selvfølgelig expedere, indtil min Onkel var færdig. Om den af Lægerne nu saameget anbefalede »Spisen i Ro« var der lige- saalidt Tale som om Sauce; delle Fluidum kendte jeg i 12 Aar kun al Omtale, idet del var snærret hen paa Fyrfadet, medens jeg expederede. Til Middagen delte min Onkel og jeg en halv Bajer, hvorimod Efter- middagskaffen kun var Principalen forbeholdt. Livet i en Boutik for en Menneskealder siden var meget forskjelligt fra Nutidens. Under disse Forhold, hvor Boutiken fra lidlig Morgen til sen Aften var det Sted, hvor man sov, spiste, læste, discuterede, fik denne noget af et Hjems Karakter. Kunderne var tillige Bekjendte, der kom og fik sig en Passiar tilligemed Varerne. Der kom derved noget gemytligt ind i Forholdet, der bevirkede, at Fordringerne Ira Kundernes Side afstumpedes, og Ydelserne fra Sælgerens Side var mindre anspændte, selv om man ikke kunde spille Klink i Boutiken, som i Mortensens Tid. Den lange Arbejdstid uden Afbrydelse sled derved ikke saa meget paa Maskineriet, som hvis der skulde have været Damp oppe fra Mor- gen til Aften. Delte Præg forstærkedes yderligere ved de Stamgæster, der dengang regelmæssig indfandt sig i Boutiken. Naar jeg, som i et langt Perspectiv, ser tilbage paa delte Galleri af Skikkelser, der kom i den gamle Boutik, satte sig til Borgeleje paa vor eneste Stol og afle- verede deres Svada, saa er det mig ubegribeligt nu, hvor hver lomme Tid bliver intensivt udnyttet, hvorledes man dengang fik Tid til at underholde dem. Og dog overkom min Onkel og jeg ikke saa lidt; de mange Aar, han havde hjulpet sig, dels uden, dels med tarvelig Assistance, havde gjort ham til en hurtig Arbejder. Navnlig havde den lille Plads udviklet ham til en hurtig Expedient. De private Tegneskoler florerede endnu den- gang, og fra disse, Tekniske i Læderstræde og Akademiet, havde vi hver Aften Kl. 6 og 8 stor Tilstrømning af Elever. Det gjaldt da om at sno sig i en Fart, og — som min Onkel spøgende sagde — »rydde Bulen« for at gjøre Plads for nye Kunder. Naar de 21/a Alen brede Tegnepapirs- ruller skulde frem paa Disken, kneb det især med Pladsen. De langt over Disken ragende Ruller truede Kunden forfra, medens han bagfra var udsat for at faa Døren i Ryggen. Efter al Maalet var afsat i begge Ender af Rullen, fik Kunden tilkastet en saakaldet Kridtsnor, der blev strammet fra Mærke til Mærke, ved fælles Hjælp blev Papiret klippet