Sukkerets Historie
En Handels- Og Finanspolitisk Studie

24 nyt Areal ind under Roens Herredømme; allerede fra 1906 til 1907 er Arealet øget med 100,000 Hektar. 20. Roens Udbytte: Vigtigere end Arealet er Mængden, der avles paa et givet Areal. Roen kræver mere Plads end Røret; hvad i Europa regnes for en god Høst, er utilstrækkeligt under Tropesolen. Gennem omhyggelige Kulturmethoder er det imidlertid lykke- des at forøge Roemængden pr. Areal saavelsom at forædle Roen. I Halvfjerdserne avledes der i Tyskland knapt 25,000 Kilo Roer p. Hektar, nu over 30,000; højest staar Holland, der i Halvfem- serne var naaet til at avle 33,000 Kilo pr. Hektar. Normaltallet er c. 30,000 Kilo Roer pr. Hektar, varierende noget fra Aar til Aar; i Østrig er Gennemsnittet ikke naaet meget over 20,000, i Rusland c, 15,000; i Frankrig mellem 28 og 30,000; i Danmark er vi oppe paa Gennemsnitstallet. Vigtigere end Kvantiteten er dog Roens øgede Sukkerholdighed, der virker Side om Side med, at en dygtigere Teknik tvinger Roen til at afgive en voksende Del af sit Sukkerindhold. I 1850 udkræ- vedes der 15 Roer til 1 'u Sukker, nu gives der Eksempler paa 5 ® Roer til 1 Sukker, altsaa et Ren de ment af 20 °/0. I Tyskland — Mønsterlandet — var Ren dementet i 1840 6 °/0, i i860 8 °/0, i 1900 c. 14 °/0, i 1906 16 %, og der er, som sagt, Eksempler paa et 20 °/0's Rendement. Rendementet er vokset under Materialskattens Pisk; naar Skatten sættes efter Roemæng- den, gælder det at faa saa meget Sukker ud af den givne Roe- mængde som muligt. Rendementet i Danmark er 12 å 13 °/0, d. v. s- medens Danmark næsten har samme Roemængde pr. Hektar som Tyskland, er den indvundne Sukkermængde pr. Hektar 3/4 af Tysklands, der i Gennemsnit er 4800 Kilo. Bestræbelserne har overalt været den ensidige Udvikling af Roer, der indeholder et Maksimum af Sukker, uden Hensyn til, om Roedyrkerne ikke havde mere Interesse i at dyrke en mindre sukkerholdig Roe, som giver større Fold pr. Td. Land. Disse modstridende Interesser har Fabrikkerne overkommet snart ved i Roekontrakterne at for- pligtige Dyrkerne til at lade Fabrikkerne bestemme Frøets Art, snart ved at give Roedyrkerne Tantieme og snart ved at give Til- læg til Roeprisen i Forhold til Roens Sukkerholdighed. De sidste Omstændigheder vil maaske forklare, at Mængden af Roer, avlede paa en Hektar Land, snarest er gaaet tilbage i de sidste 5 Aar,