Det Danske Hedeselskab 1866-1916

DEN I FØRSTE RÆKKE LEDENDE 111 Krige. Han var snarraadig og energisk, men kom samtidig det sydlandske Blod op i ham, kunde han godt blive skarp og utaalmodig og forsaavidt hensynsløs, Hans Medarbejdere kunde til Tider frygte hans røde og blaa Blyant, der „hen- synsløst" kunde fare hen over deres Tegninger og i et skitseret Anlæg lægge en Gang, der var ført tilhdjre, over tilvenstre, skjondt den lige saa godt kunde være bleven, hvor den først var. Men sikkert er det, at han altid satte Sagen over Personerne, ogsaa over sig selv, og at den absolute Respekt, hans Person indgød, fulgtes af varmere Følelser imod ham, Kjærnen i hans livlige Natur var kj ærlig og god, i bedste Forstand hensynsfuld. Det er hændet, naar han og en Medarbejder efter en vaad Dag kom til et tarveligt Logis, hvor der kun var een Seng, men forøvrigt Halm paa Gulvet til at ligge i, at han krøb i Halmen og over- lod Sengen til den udasede Ledsager. Der kan ogsaa i denne Forbindelse peges paa et Brev fra ham til en Assistent, der havde gjort sig skyldig i et mindre Overgreb, Han betoner i det den gjensidige Tillid som det bærende Princip i Hedeselskabets Administration og siger saa bl. A., skjondt Overgrebet kun an- gik et Græsningssporgsmaal: „Jeg beder Dem være fuldstændig aaben ligeoverfor Deres Overordnede og ikke skjule, hvad der maatte være mindre heldigt eller mindre rigtigt. Hold Deres private Kasse og Hedeselskabets omhyggeligt adskilte. Er De i Forlegenhed, saa ty strax til Hovedkontoret, men aldrig til Selskabets Penge, der bero hos Dem, selv om det kun er for nogle Dage. Sker der noget Urigtigt, saa meld det strax. Hav Tillid til, at Selskabet vil støtte de Funktio- nærer, som ere dygtige og nøjeregnende, brave og retsindige, saa vil denne Tillid ogsaa nok bære gode Frugter,1* Og dermed var Sagen endt. Der var et patriarkalsk Drag i Dalgas’ Karakter. Han kunde smaasnakke med Konen i det Hus, han var bleven Gjæst i, og tage Bornene paa Knæet, Forholdet mellem ham og Selskabets Funktionærer kan kun betegnes som godt. De stode sluttet om ham, og navnlig var det da hans glødende Interesse for Hedesagen, hans urokkelige Tro paa dens Fremtid, der bandt dem og lærte dem at arbejde i Takt med ham, der altid stod som den Overlegne og ikke kjendte til hverken Snobberi eller Smaalighed, I saa Henseende kan et Brev, skjondt det angaar helt andre Forhold, være oplysende her. Det er fra 1881, og han kommer i det ind paa en Omtale af de ved Georg Brandes’ Optræden indførte nye radikale Tanker. Han sympatiserer ikke med dem, men tager dog den nye Retnings Mænd i Forsvar mod de altfor haarde Domme, de vare Gjen- stand for i hans nærmeste Omgivelser; han minder om, at Ploug og Lehmann i