Det Danske Hedeselskab 1866-1916

FORGÆNGERE Hederne ere gamle i Danmark, Da Dronning Dagmar laa syg, syg til Døden, i Ribe og hendes hoje Husbond Kong Valdemar fra Skanderborg sprængte afsted for endnu at træffe hende ilive, hedder det i Folkevisen: „Der han kom til Randbølhede, da fulgte ham femten Svende; der han kom til Ribe Bro, da var den Herre alene11. Og i Kongens stolte Værk Den jyske Lov nævnes He- derne ogsaa. Den, der sætter Ild paa sin Hedelod, skal svare til den Skade, som derved maatte forvoldes paa anden Mands Lyng, Torv, Skov eller Hus, Heden kunde altsaa ligge nær ved Datidens Skove, der sikkert den Gang endnu vare ganske store og mægtige. Der kjendtes forøvrigt Heder andensteds end i Jylland. Paa Kjøbenhavns Len var der, for at tage et Exempel, i 1642 baade en Skovrider og en Hederider, men Hederiderens Lon er — betegnende nok — betydeligt mindre end Skovriderens, Og et andet Exempel kan hentes fra By- loven for Nordby paa Samsø 1697, Den forbyder, at Nogen uden fornøden Til- ladelse bruger Byens Hede „med Lyng at skuffe, grave eller ruske“. Det er imid- lertid særlig om de jyske Heder, at her skal berettes; ingensteds laa de saa sam- lede og mægtige som dér. Det var kun dér, at et egentligt Hedeindtryk kunde faas. Da Sekretær ved det kongelige Bibliotek Chr, Molbech i 1828 aflagde et forøvrigt flygtigt Besøg paa de jyske Heder, skrev han: „En saa alvorlig, saa fuldkommen Tavshed i Naturen, en saa dyb af intet Spor til Mennesker eller til Beboelse afbrudt Ensomhed, som jeg her fandt, har jeg i Danmark aldrig for kjendt“. Hos Alsingeren F, C. Carstens, der 1830 bliver Præst i Frederiks ude paa Alheden, gaar Ensomhedsindtrykket over til et „Forladthedsindtryk", som han beskriver saaledes: „Staar man første Gang paa denne Hede, gribes en Beboer fra bedre Egne uvilkaarlig af samme uhyggelige og ængstelige Følelse som Landmanden, naar han ukjendt med Havets Scener første Gang befinder sig paa Søen“, Blicher endelig kalder i et Digt fra 1817 Heden for „hin øde, vilde, dødningblege libyske Ørken", og vi kunne gaa endnu længere tilbage. Da den store Landboven Tyge Rothe 1785 i et Tillæg til sin Bog „Vort Landvæsens 1