Det Danske Hedeselskab 1866-1916

206 TIL AFSLUTNING Lynghede vilde der komme en Træhede, Hvad nu den første Indvending angaar, er det vist sikkert, at en Udbytteberegning er en indviklet Sag, og karakteristisk er det, at Forstraad F, Bang, der, som tidligere nævnt, paa dette Punkt stillede sig paa Anmelderens Side, ikke er enig med denne i, hvorledes en saadan Be- regning retteligst bor gjores. Og hvad den anden Indvending angaar, kan Videnskaben næppe give nogen almindelig Regel for den paagjældende Jords rette Beskaffenhed, vi vide sikkert endnu for lidt om de naturhistoriske Forhold, der i saa Henseende maa anses for afgjorende. Vi ville høre nærmere herom nedenfor, men allerede her vil det være af Interesse at se, hvorledes en anden udenfor Hedeselskabet staaende Forstkyndig har stillet sig overfor Enrico Dalgas og det af ham udførte Arbejde, her tænkes paa Forstkandidat, nu Professor A, Oppermann. Som vi tidligere have hørt, var han — han siger det selv — en Modstander af eller i alt Fald Tvivler overfor Hedesagen, men samtidig stiller han sig endog meget sympatetisk overfor Dalgas personlig. Det fremgaar tydeligt af hans ganske talrige biografiske Dalgas-Meddelelser i hans „Bidrag til dansk Skov- historie" (1889), i „Dansk biografisk Lexikon" (1890), i „Tilskueren" (1894) og i Studentersamfundets populære Smaaskrifter (1895). Han ser de store Vanskelig- heder, Hedebeplantningerne ville faa at kæmpe med: Behandlingen af de blandede, væsentlig af Rødgran og Bjergfyr bestaaende Bevoxninger, Snylte- svampen Rodfordærverens voldsomme Angreb, Bjergfyrveddets formentlig ringe Værdi og Hindringerne i den magre Jordbund mod, at Rødgranen mange Steder kan udvikle sig til frodig Hojskov. Han er ikke med Dalgas sikker paa, at Hovedmassen af de magre Hedesletter tidligere have baaret egentlig Skov, og ser væsentlig spørgende paa deres Evne til at kunne gjore det i Fremtiden, Men samtidig fremhæver han den Klogskab, hvormed Hedeselskabet har forstaaet at udrette meget med smaa Midler, lægger Vægt paa Dalgas’ store organisatoriske Talent, taler om hans mange vejledende og oplysende Skrifter, mellem hvilke ogsaa hans „Skov-Kulturer i Jyllands Hedeegne" nævnes, og endelig siger han, at Dalgas' praktiske Erfaringer paa mange Punkter have gaaet „Haand i Haand med P. E. Mullers Forskninger, der har været grundlæggende for vor Forstaaelse af Hedejorden og Hededannelsens Natur". Herefter vil det have sin Betydning at blive noget nærmere bekjendt med disse Forskninger. Kammerherre P. E, Muller, vor Forstvidenskabs Ypperste, har jo som Maal helt at bygge Skovdyrkningen paa naturvidenskabelig Grund,