Det Danske Hedeselskab 1866-1916

TIL AFSLUTNING 207 og derfor er det nok værd at høre, hvad han har at sige om Hedeselskabets Virksomhed. Allerede i sine betydningsfulde „Studier over SkovjorcT (1878-84) giver han en interessant Udsigt over Hededannelsen, hvis Begyndelse efter hans Mening vistnok maatte henlægges til en meget fjærn Tid. Den rakte muligvis Glacialperioden Haanden, hvorfor han tvivlede om, at Hedefladerne tidligere havde været skovklædte. Som vi tidligere have hørt, drev Kammerherre Muller fra 1873 praktisk Hededyrkning paa Plantagen Holt, som han var Medejer af. Han vilde bl, A. dyrke Rødgran uden Indblanding af Bjergfyr, men i 1897 var han, som tidligere nævnt, naaet til det Resultat, at hverken Rødgran eller Ædelgran lod sig dyrke i Renkultur paa de gamle vestjyske Heder, Dalgas' lykkelige Greb med Ind- plantning af Bjergfyr havde besejret hans Forsøg paa at naa Maalet alene ved grundig Jordbearbejdning, Ved denne hindredes Lyngens Væxt ikke, og naar Bunden lynglukkedes, sygnede Granerne. „Mærkværdigt", skriver han, „at denne Virkning af Lyngen kun spores Vest for Højderyggen, hverken paa Boi’nholm, Sjælland, Midtjylland eller andre Steder. Endvidere spores den heller ikke, hvor Kulturen i samme Egn er udført paa gammel Agermark; selv om Lyngen her dækker helt, er Virkningen ikke den samme, Granerne komme dog igjennem, Vi staa her overfor et X, en Ubekjendt, om en fysisk, en kemisk eller en jord- bundsfysiologisk Faktor vilde det være af storste Vigtighed nærmere at under- søge, “ Og Kammerherre Muller arbejdede stadig herpaa, saaledes som det bl, A, kan ses af hans Indledningforedrag ved det ottende almindelige danske Skov- brugsmøde 1901 i Silkeborg om „Rødgranens Kultur i de midt- og vestjyske Hedeegne", Idet han gaar ud fra, at Rødgranskoven er en Kunstskov, en Vegetations- form, som ikke er naturlig her, og at den derfor i hoj Grad trænger til Støtte ogsaa fra Videnskabens Side, siger han, at det vilde have været godt, om Skov- brugslæren, da der i Slutningen af 60erne i forrige Aarhundrede kom Fart i Hedeskovanlægene, kunde have vist, hvor Jorden var god for Rødgranen, og hvor- ledes Vanskelighederne i den mindre gode Jord skulde overvindes. Det kunde den imidlertid ikke, saa lidt som den endnu kunde forklare, hvorfor Granerne, naar Jordbunden lukkedes af Lyng, sygnede, og hvori det laa, at Indplantning af Bjergfyr bragte dem paa Fode igjen. Den praktiske Oberstløjtnant Dalgas havde vel strax haft en Betegnelse parat til Fænomenet. Det var „Lynggiften", der virkede og blev modvirket af Bjergfyrren som Modgift; det var dog kun Udtryk,