Det Danske Hedeselskab 1866-1916
Forfatter: C. Nyrop
År: 1916
Forlag: H. H. Thieles Bogtrykkeri
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 230
UDK: 635 Gl
DOI: 10.48563/dtu-0000058
Udgivet af det Danske Hedeselskab
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
SLÆGTEN OG MANDEN
21
Da Rejsen i 1819 gik fra Kjøbenhavn til Neapel, en Rejse, paa hvilken Jean
Dalgas' Søster Susette fulgte med Ægteparret, førte den nygifte Hanna Dalgas en
„Rejse-Journal", der har følgende i flere Retninger karakteristiske Begyndelse:
„Den 6, Juli tog vi fra Kjøbenhavn Eftermiddag Kl, 7 og ankom til Roskilde KL 11,
hvor vi vare saa uheldige ej at kunne faa Natteleje og maatte nojes med et daarligt
Gjæstekammer uden Senge, og hvor i [et] tilstødende Kammer laa et Lig, som
gav os en meget ilde Lugt, som var saa meget mere skidt, da Susette var meget
Syg og vi andre ej heller vare vel. Torden, Lynild og Regn gjorde, at vi maatte
opholde os her nogle Timer, hvorfra vi fortsatte vor Rejse til Ringsted; hvor vi
udsov“. Det er en alt Andet, end lystelig Begyndelse, der nok kunde have
sat et Sind i Bevægelse, men den unge Kone beretter det Hele ganske roligt,
uden Beklagelser, uden Harme. Hun har sikkert været en behersket, stille Natur,
Længere henne i Journalen, da de Rejsende ere komne til Svogeren Christian
i Livorno, hedder det endnu: „At jeg kunde meget godt lide Christian Dalgas,
var en naturlig Ting, da han lod til at være den af Brødrene, som var mindst
lidenskabelig eller vidste at være Herre over dem [d. e. over sine lidenskabelige
Udbrud], og den Godhed, som er dem alle egen, var ogsaa ham tildelt. Søsteren
Christine fandt jeg som forhen, heftig, overgiven, munter og hjærtelig god“.
Om sin Mands heftige Sind taler hun ikke, og en Begivenhed i Gribsvad
Kro mellem Odense og Middelfart, der kunde vise det, gaar hun let hen over,
hun beretter kun, at da Værten her „var meget grov, var dyr og havde daarlig
Mad, gav [det] Anledning til, at han fik Prygl". Hun fortæller ikke, at det var
hendes Mand, der gav Pryglene, men saaledes var det. I hint Jødeforfølgelses
Aar havde Værten sat en fordærvet Skinke for Jean Dalgas og hans Selskab
og ment, at den var god nok for det; han antog Dalgas for en Jøde; men saa
fik han at fornemme, at den formentlige Jøde trods sit spinkle Ydre var Mand for
at kunne tugte ham korporligt. Jean Dalgas, skriver Hauch, „havde et ualmindeligt
interessant Udseende. Han var fint bygget, hans Haar var kulsort, hans Hudfarve
meget mork. Han var lille og saa ikke stærk ud, og der var i hans sjælfulde
Ansigt et Træk af Melankolie, der maaske hang sammen med en indre Sygdom,
hvoraf han led [det var en Lever- eller Galdestenslidelse], og som blev Aarsag til
hans altfor tidlige Død, Dog var han opvakt og fuld af Liv, og man mærkede vel,
at der flød fransk Blod i hans Aarer, men dette forenede han med ægte nordisk
Troskab; jeg har heller ikke kjendt Mange, der ved Siden af en udviklet praktisk
Virksomhed havde bevaret et saa aabent Oje for enhver aandelig Stræben som han ,