Det Danske Hedeselskab 1866-1916

SLÆGTEN OG MANDEN 21 Da Rejsen i 1819 gik fra Kjøbenhavn til Neapel, en Rejse, paa hvilken Jean Dalgas' Søster Susette fulgte med Ægteparret, førte den nygifte Hanna Dalgas en „Rejse-Journal", der har følgende i flere Retninger karakteristiske Begyndelse: „Den 6, Juli tog vi fra Kjøbenhavn Eftermiddag Kl, 7 og ankom til Roskilde KL 11, hvor vi vare saa uheldige ej at kunne faa Natteleje og maatte nojes med et daarligt Gjæstekammer uden Senge, og hvor i [et] tilstødende Kammer laa et Lig, som gav os en meget ilde Lugt, som var saa meget mere skidt, da Susette var meget Syg og vi andre ej heller vare vel. Torden, Lynild og Regn gjorde, at vi maatte opholde os her nogle Timer, hvorfra vi fortsatte vor Rejse til Ringsted; hvor vi udsov“. Det er en alt Andet, end lystelig Begyndelse, der nok kunde have sat et Sind i Bevægelse, men den unge Kone beretter det Hele ganske roligt, uden Beklagelser, uden Harme. Hun har sikkert været en behersket, stille Natur, Længere henne i Journalen, da de Rejsende ere komne til Svogeren Christian i Livorno, hedder det endnu: „At jeg kunde meget godt lide Christian Dalgas, var en naturlig Ting, da han lod til at være den af Brødrene, som var mindst lidenskabelig eller vidste at være Herre over dem [d. e. over sine lidenskabelige Udbrud], og den Godhed, som er dem alle egen, var ogsaa ham tildelt. Søsteren Christine fandt jeg som forhen, heftig, overgiven, munter og hjærtelig god“. Om sin Mands heftige Sind taler hun ikke, og en Begivenhed i Gribsvad Kro mellem Odense og Middelfart, der kunde vise det, gaar hun let hen over, hun beretter kun, at da Værten her „var meget grov, var dyr og havde daarlig Mad, gav [det] Anledning til, at han fik Prygl". Hun fortæller ikke, at det var hendes Mand, der gav Pryglene, men saaledes var det. I hint Jødeforfølgelses Aar havde Værten sat en fordærvet Skinke for Jean Dalgas og hans Selskab og ment, at den var god nok for det; han antog Dalgas for en Jøde; men saa fik han at fornemme, at den formentlige Jøde trods sit spinkle Ydre var Mand for at kunne tugte ham korporligt. Jean Dalgas, skriver Hauch, „havde et ualmindeligt interessant Udseende. Han var fint bygget, hans Haar var kulsort, hans Hudfarve meget mork. Han var lille og saa ikke stærk ud, og der var i hans sjælfulde Ansigt et Træk af Melankolie, der maaske hang sammen med en indre Sygdom, hvoraf han led [det var en Lever- eller Galdestenslidelse], og som blev Aarsag til hans altfor tidlige Død, Dog var han opvakt og fuld af Liv, og man mærkede vel, at der flød fransk Blod i hans Aarer, men dette forenede han med ægte nordisk Troskab; jeg har heller ikke kjendt Mange, der ved Siden af en udviklet praktisk Virksomhed havde bevaret et saa aabent Oje for enhver aandelig Stræben som han ,