Det Danske Hedeselskab 1866-1916

SELSKABETS VIRKSOMHED 61 til Plantning, at den tidligere havde baaret Skov. Bakkerne skulde da, haabede han, opstaa i fornyet Pragt, igjen blive skovklædte. Dalgas viser i sit Skrift, at Jyllands Heder faldt i to Dele, Bakkeøerne og Fladerne, og han betragter det som et Livssporgsmaal for Hedesagen at faa det fastslaaet, „at Bakkeøerne ere af en ganske anden god Beskaffenhed end Fla- derne, at de have en betydelig Udstrækning, og at de især egne sig til Skov- kultur." Han er kjed over her at skulle gaa imod den i 1865 afdøde frem- ragende Geolog J. G. Forchhammer, men Sagen var ham for vigtig, til at han turde lade være, „Enhver Dansk bor hædre Forchhammers Minde," skriver han, „men det er Synd imod dette at støtte sig til hans Hedebeskrivelser, som han kun lejlighedsvis kan have affattet uden grundige Forundersøgelser"; Forchhammer lagde alførende Hedeflader, hvor der i Virkeligheden var Rulle- stens Bakkeøer. Og Dalgas ynder særlig at gjore opmærksom paa een af disse, Vestjyllands storste, den 35 Mil (1986 km2) store saakaldte Skovbjerge, der i Vest begrænses af Fladelandet langs Vesterhavet, i Øst af Karupfladen samt Brande-Paarupfladen, i Nord af Holstebroaa og i Syd af Sønderomme-Fladen, Dens Frugtbarhed kulminerer ved Herning, men det var særlig de noget Syd for Herning liggende Hjortsballehoje, der drog hans Opmærksomhed til sig. Fra dem saa han ud over Danmarks sørgeligste Hedeegn, over Hammerum Herred, der saa ofte er blevet kaldet Jammerfuld Herred, over sorte Heder og hvide Flyvesande. Her laa Hedegaardene Høgildgaard, Holt, Birkebæk og Harreskov samt Provsthuset, under dem hørte hele den store Hede, som kun benyttedes af deres Faar, Driftvejen var tilknøget, og forøvrigt var der kun nogle faa Hedespor, som førte til de Steder, hvor Bønderne hentede Lyng og Hedetorv. Det var morkt og trist. Men der var det ejendommelige ved Heden her, at den over det Hele var isprængt med Enbærbuske, at der nede ved Kidderisaa, ind under Skrænterne langs Aaen, laa Levninger af en Egeskov, og at der gik Sagn om, at der her havde ligget en af de sidste Jernovne, hvor Hedens Myremalm var bleven brændt til Jern. Jorden fandtes god til at plante i, da Dalgas sam- men med Forstraad F, Bang fra Gjøddinggaard og Prokurator W. T.Valeur fra Herning gjennemsøgte Egnen, Jorden var uden Al og Surhed, med gode Læ- forhold og i det Hele af en ganske anden Beskaffenhed end de Flader, hvorpaa Kompedals-, Randbøl- og Feldborgplantagerne vare anlagte. De tre Pionerer vare alle enige om, at Træerne vilde sige Ja til at voxe i denne Jordbund, og