Det Danske Hedeselskab 1866-1916

62 SELSKABETS VIRKSOMHED Dalgas udbryder: „Det er paa hoje Tid at tage fat herude/* medens han sam- tidig formeligt stamper i Jorden af Utaalmodighed over, at Mænd med Avtoritet endnu turde sige, at hele Vestjylland hørte til den alførende Slette. Det er Landhusholdningsselskabets ovenfor nævnte Betænkning, han sigter til. Dalgas havde imidlertid andre Udgangspunkter end Hjortsballehojene. En Gang sidder han ved Breininggaard og lytter til Kildevældet dér, som løber i næsten smilende Omgivelser. Det fortæller ham om Fortiden, om de mægtige Egetræer, som for tre Hundrede Aar siden stod her i store Skove, Gaardens Lade viser endnu Bjælker fra dem, men det fortæller ogsaa om Vandets Be- tydning for Landets Opkomst, Og saa søger Dalgas' Tanke til de store Vand- løb, der gjennemstromme Vestjyllands Flader, Karupaa mod Nord, Holstebroaa mod Nordvest, Skjernaa mod Vest, Vardeaa mod Sydvest, Sneum- og Vejenaa mod Syd. De løbe i brede, dybe Dale, virke paa mange Maader oplivende og blive i hdj paaskjonnede, ti „Vandet er Hedeboernes kostbareste Ejendom", Hedeboerne, siger Dalgas, lide af en „Vandgalskabder til al Lykke er uhel- bredelig, For ham er det derfor „en ægte doktrinær Paastand", at Hedevandet ikke kan bruges til Engvanding, fordi det ikke kan indeholde frugtbare Bestand- dele. „Hvorfor ikke" — siger han — „gaa den naturlige Vej og først efterse, om Hedevandet er brugt, og om det har givet Resultat", og saa viser han, at Vandet selv fra den magreste Hede ikke alene har vist sig brugbart, men at det søges ivrigt, Vandet i Sønderommeaa er i Ringgive, Sønderomme og Hoven Sogne opfanget ikke mindre end atten Gange. I Vorgodaa er der anbragt 24 Skovlhjul, 6 å 7 Alen hoje, forsynede med smaa Kasser, der afgive det i dem opfangede Vand til Trærender, der føre det ud over Landet, og den gamle Hede- bonde Jens Stoulund fra Karupegnen har ved Halleraa og Vallerbæk til Fordel for sin Gaard udført et storartet Engvandingsanlæg; ja uden Nivellerapparater, kun vejledet af sit sikre Oje havde han givet sig i Lag med selve den store Karupaa, hvad der var en ren Undtagelse. Hvor ivrige Hedeboerne end vare for at benytte Vandet, vare Hovedstrømmenes Vandmasser dem for mægtige. Her trængte de til Hjælp, ligesom til Hjælp for at faa de gammeldags kostbare Vand- hjul afløste af Kanaler. Her var Arbejde, der kaldte paa Hedeselskabet. Det Centrale i dettes Virksomhed maatte og skulde Beplantningen være. Dalgas siger det atter og atter i sin Bog, Paa den maatte Hedernes Frugtbar- gjorelse i det lange Løb bygges. Men en Beplantning gav først Udbytte efter lang Tids Forløb, om Forrentning kunde der ikke tales i de to første Men-