Det Danske Hedeselskab 1866-1916

SELSKABETS VIRKSOMHED 63 neskealdere, og Hedeboerne troede, saaledes som vi ovenfor have hørt, at en Beplantning slet ikke kunde lykkes. Dalgas satte endog megen Pris paa den brave Sognefoged i Norre Vium Niels Østergaard, der til det Yderste havde forstaaet at benytte Hedevandet, men naar Talen faldt paa Træplantning, var han „ikke rigtig hjemme". Saa var det da, til at begynde med, naturligt at lade Hedeselskabet komme Hedeboerne til Hjælp paa Engvandingens Omraade, saaledes at de primitive Stromhjul kunde bringes til at forsvinde, og saaledes at ogsaa Hovedaaerne kunde blive tagne i Brug, Og Dalgas kastede sig med al sin Energi over Arbejdet. Han undersøgte og nivellerede personligt fem Mil af Karupaa mellem Bording Mølle og Hagebro, og da den til nogle Arbejder ved Vorgodaa engagerede Ingeniørlojtnant fik Forfald, tog han ogsaa personligt fat her, ja hans Arbejde var saa ivrigt, at det vakte Tanker hos de forsigtige Jyder. For første og sidste Gang, fortæller Dalgas, mødte jeg Uvilje hos Hede- boerne. En Karupmand mente, at naar han saaledes sled i det, skulde han sikkert have gode Procenter af Arbejdet, hvad der foranledigede, at det kom til en Samtale mellem de To og det med det Resultat, at Dalgas fik en fremtidig sikker Ven i Hedeboen. Dalgas' mærkelige Evne til at vinde Hedeboerne for sig fik her et første Udslag, som senere blev almindeligt og bl. A, viste sig ved Dannelsen af de mange Interessentskaber, som vare nødvendige til Driften af de forskjellige Engvandingsanlæg, Han formaaede at skabe Enighed mellem de indbyrdes Uenige, Han fik altid sin Vilje, er der senere blevet sagt. Vi kunde forud have truffet Aftale om ikke at ville lade os „foresnakke“, altid endte det dog med, at han fik sin Krig igjennem; hvad han sagde om Sagen, var altid det Forstandigste, han forstod at tumle os, og altid med det Gode, tiest endda med Gemytlighed. Sagen var, at hvad Dalgas virkede for, ikke var den døde Jord, men de levende Mennesker, som arbejdede i den og paa den. Det var deres Bedste, han vilde. Derfor skulde Alt gjores godt, men ogsaa billigst muligt, hvad der førte til et Sammenstød mellem Dalgas og den Polytekniker, der paa Indenrigsministeriets Vegne skulde kontrolere de Engvandingsanlæg, som Hede- selskabet gjennem Ministeriet fik Hjælp til fra det Classenske Fideikommis. Polyteknikeren fordrede strengt detaljerede Arbejdsforslag, hvad Dalgas bestemt modsatte sig, „Kom vi ind derpaa/* skriver han til Mourier-Petersen, „saa kunde let Projekteringsomkostningerne blive 30 å 40 pCt af Anlægsomkostnin-