Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

3 dvæler, og hvor mangfoldige ere ikke de Retninger, i hvilke han her kan føre sit speidende Blik! Imedens Astronomen paa Grund af Himmellegemernes store Afstand tildeels maa indskrænke sig til at maale, veie og beregne, frembyder sig for Naturforskeren, der gjør Jorden selv til Gjenstand for sine Undersøgelser, en Mangfoldighed af Retninger, i hvilke han kan trænge frem. Snart er det Materiens almindelige Egenskaber, der ere Gjenstand for hans Undersøgelse, snart de Ejendommeligheder, hvorved de enkelte Dele af Materien indbyrdes ere forskjellige; snart er det Legemets Form og dets Smaadeles Anordning, som han forfølger med sit væb- nede Øie, snart søger han at tolke Samvirkningen af det levende Legemes mindste Dele; snart er det Jordens Be- boere, hvis Udvikling han forfølger, snart grandsker han i Jordskorpens lagvise Bygning for at læse dens egen Historie; snart aabenbarer ham Mikroskopet en Uendelighed af smaa Verdener, snart trænger han med Kikkerten ud i det uende- lige Rum for at finde den Verden, i hvilken vor egen snevre Kreds kun danner en forsvindende Størrelse; snart vender han i Tanken tilbage til Skabelsens første Tider, snart drister han sig til at sende sit Blik ud i den fjerneste Fremtid. De mangfoldige Retninger, i hvilke Naturvidenskaben fører den Forskende, vilde svække hans Kræfter og vanske- Hggjøre ham Arbeidet, hvis han vilde forfølge dem alle; der- for vælger han sig en bestemt Retning, han udkaarer sig et Gebeet, paa hvilket han vil arbeide, og over hvilket han vil stræbe at udbrede Lys; han søger-at samle alle nærbeslæg- tede Phænomener for uforstyrret af den øvrige Mangfoldig- hed at kunne underkaste dem en Undersøgelse. Saaledes opstaae da Naturvidenskabens mangfoldige, enkelte Dele som en nødvendig Følge af Videnskabens overordentlig store Formaal ; men efterhaanden som disse mere og mere 1*