Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

2 pede den katholske Geistlighed for Jordens ophøiede Stand- punkt, men forgjæves; de kunde ei bekjæmpe de Sandheder, som Mathematikeren læste i sine Formlei*, de kunde ei tilin- tetgjøre de Iagttagelser, som Kikkertens Opfinder med sit væbnede Øie havde anstillet over vort Planetsystems øvrige Kloder, og Jorden beholdt den beskedne Plads, som Coper- nicus havde anviist den. I de tre Aarhundreder, som ere for- løbne siden den Tid, da Videnskaben atter vaagnede , er vor Kundskab om Naturen i sin Heelhed saavelsom i sine Enkeltheder skreden frem med Kjæmpeskridt. Nu er det ei længer Gisninger, der danne Grundlaget for Læren om Na- turens almindelige Phænomener, nu er vor Kundskab om Naturen bleven til en Videnskab. De nøiagtige og om- fattende Beregninger, som Mathematiken efterhaanden for- maaede at udføre, det gjennemtrængende Blik, med hvilket Optiken lærte os at speide i det uendeligt store Verdensrum ligesaavel som i den Verden, der ved sin Lidenhed er skjult for det uvæbnede Øie, og den Nøiagtighed, med hvilken Che- mien ved Vægtskaalens Hjælp efterhaanden undersøgte alle Jordens Bestanddele, — forandrede Troen til en Viden, omstyr- tede den forvildede Naturphilosophie og byggede Naturviden- skaben paa Erfaringens sikkre Grundlag. Mangfoldige ere de Retninger, i hvilke Naturvidenskaben trænger frem. Snart er det Verdensrummet, der er Gjenstand for Undersøgelsen; Banerne for Planetsystemets samtlige Klo- der skulle beregnes, Klodernes Størrelse maales, deres Vægt bestemmes og deres gjensidige Indflydelse beregnes; ikke til- freds med vor snevrere Verden, vover Forskeren sig langt ud over vort Planetsystems Grændser for at anstille sine Undersøgelser i Stjernernes Regioner; han maaler deres Af- stande fra vor Sol og undersøger deres indbyrdes Bevægel- ser. Snart er det Jorden selv, ved hvilken Naturforskeren