Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

INDLEDNING. Der var en Tid, da man antog, at Jorden var Verdens Midtpunkt; Solen, Maanen og Planeterne, ja selv den hele Himmelhvælving med sine utallige Stjerner maatte dreie sig om Jorden i Døgnets Løb; thi de vare alle skabte for den- nes Skyld. Denne Tanke laae overordentlig nær; thi i Virkelig- heden saae man alle Himlens Stjerner dukke op i .Øst og gaae ned i Vest, for dernæst atter efter et Døgns Forløb at træde frem i .Østen og paany tiltræde deres Vandring paa den syn- lige Deel af Himlen; Alt clreiede sig om Jorden og om Men- nesket, der var Verdens ypperste Skabning. Det vilde ikke have været let at udfinde en Verdensanskuelse, der var mere egoistisk end denne, som i henved 2000 Aar var den eneste gyldige. Først i det 16de Aarhundrede fremtraadte en Mand, der havde Dristighed nok til at støde Jorden bort fra den Plads, som man med Urette havde ladet den indtage; han satte Solen i vor snevrere Verdens Midtpunkt og anviste Jor- den en Plads 20 Millioner Mile borte fra hiin; Jorden blev fra dette Øieblik ikke længer Verdens urokkelige Midtpunkt, men kun en Klode, der ligesom alle andre Planeter maa be- væge sig om Solen som det fælles Midtpunkt. Længe kjæm- 1