Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

108 den, imedens Himmelhvælvingens tilsyneladende Bevægelse forklares ved Jordens Omdreining om sin Axe. Himlens Stjerner ere Kloder som vor Sol; men deres Planeter ere usynlige for vort Øie. Solen er vort Planetsystems eneste lysende Klode; i Døgnets Løb dreier Jorden sig om sin Axe, hvorved Dagstiderne opstaae og Himlens tilsyneladende Om- dreining forklares; i 29Vs Dag dreier Maanen sig om Jorden, vender snart den af Solen belyste Side, snart kun endeel af denne, snart den mørke Side mod Jorden, og saa- ledes indtræde da Maaneskifterne; i Aarets Løb tilbagelægger Jorden sin Bevægelse om Solen, giver derved Anledning til Aarstidernes Dannelse og til Planeternes forviklede Bevægelser paa Himlen. Alle de Phænomener, til hvis Forklaring det ptolemæiske System maatte anvende det meest indviklede Maskineri, vise sig i deres hele Simpelhed, naar Solen dan- ner Systemets Midtpunkt. Sandheden har ofte megen Vanskelighed med at be- kjæmpe Fordomme, og det varede næsten et Aarhundrede, inden den paany opdukkede Lære om Jordens Bevægelse kunde vinde Borgerret hos Folket. Nu, da selv den mindre dannede Mand veed, at Jorden bevæger sig om Solen, vil man vanskeligt kunne forstaae, hvorledes denne Lære, der paa en saa overordentligt tilfredsstillende Maade forklarer alle Stjernehimlens Phænomener, i saa lang Tid kunde være for- fulgt. Men Sagen var den, at denne Lære stred imod Kirkens Lærdomme; ved alle Midler, som stode til dens Raadighed, forsøgte Kirken at bekjæmpe det nye System, den førte dets Tilhængere til Baalet og fordømte i Aaret 1616 offentligt i Rom den nye Lære. En ydre Tvang kan vel for en Tid hemme Videnskaben i hurtigt at udvikle sig, men aldrig fuldkomment undertrykke dens Sandheder; der gives stedse Mænd, som føle sig kaldede til