Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

123 Middagsstund, naar Straalerne falde lodret paa dens Overflade. Maanens Bjerge vise sig som Jordens smukkest i den tid- lige Morgen eller sildige Afton. Da see vi, hvorledes Solen beskinner Toppen af Bjergene, længe førend den naaer ned i Dalene. Vi see da enkelte Punkter lyse paa den mørke Deel af Maanen, det er Bjergtoppene, der opfange Morgen- solens første Straaler, imedens paa Grændsen af den lyse Deel Bjergene kaste deres lange Skygger hen over Dalene. Sol- opgangen er paa Maanen ikke saaledes som paa Jorden et flygtigt Øieblik, men varer som Følge af Maanens langsomme Omdreining næsten 30 Gange saa længe, og man kan give sig Tid til ret'at betragte alle Enkeltheder. Det ene lysende Punkt fremtræder efter det andet, Lyset forplanter sig ned ad Bjergets Sider og naaer efterhaanden de udstrakte Sletter og dybe Dale. Den lyse Deel af Maanen viser sig ikke skarpt begrændset; Mørket forgrener sig ind over Lyset og dette paa andre Steder ud over den mørke Deel. Astro- nomerne have undersøgt hver Plet paa Maanen i den meest forskjellige Belysning og dannet Kort over den synlige Deel af dens Overflade med en Nøiagtighed, der tildeels overgaaer den, med hvilken vi kunne fremstille Beliggenheden af Jordens Bjerge og Dale, og med hvilken vi kunne maale Udstræk- ningen af de enkelte Landskaber. Ogsaa Høiden af Maanens Bjerge er maalt i en langt større Udstrækning end paa Jor- den, og det Middel, som man dertil benytter, er tildeels Skyg- gernes Længde; jo høiere Bjerget er, desto længere er den Skygge, som det kaster ved Solens Opgang. Man har fundet Bjerge paa Maanen, som i Høide kunne maale sig med Jor- dens. I deres Form ere Maanebjergene tildeels meget afvi- gende fra Jordens; thi imedens her udstrakte Bjergkjæder .ere hyppige, mangle de mere eller mindre paa Maanen, hvor de større Bjergpartier ere ringförmige. Bjerge, hvis Form minde