Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

124 om Kraterne i vore Vulkaner, ere meget hyppige; en Vold af mange Miils Omkreds og flere Tusinde Fods Høide omsluttende et Dyb, fra hvis ofte over en halv Miil dybtliggende Bund et kegleformigt Bjerg hæver sig stellt i Veiret, er Maane- bjergenes meest fremtrædende Form; i denne Skikkelse samle de sig til store Bjergpartier, der afbrydes af flade Landstræk- ninger og dybe Kløfter. Naar man betragter den stolte Natur, som Maaneland- skabcrne frembyde, hvor Bjerge og Dale, Lys og Skygge, Dag og Nat afvexle med hiinanden ligesom paa Jorden, da paatrænger sig let det Spørgsmaal: Har Maanen Be- boere? Findes ikke der ligesom paa Jorden organiske Væs- ner? Dog der mangler den vigtigste Betingelse for alt organisk Liv, nemlig et bevægeligt Element. Maanens Over- flade er fast og ubevægelig, den er ei dækket med en Vædske og ikke indhyllet i en Atmosphære; der er Intet, som kan frembringe en Bevægelse lig den, i hvilken Vandet og Luften deeltage i Jordens organiske Skabninger. Uden Bevægelse kunne vi ei tænke os noget organisk Liv, og hidtil har man ikke opdaget en eneste Forandring paa Maanens Overflade, ikke engang et Udbrud fra dens Indre lig Vulkaners Virknin- ger paa Jorden. Maanen er en død Masse, som ledsager Jorden paa dens Vandring om Solen, spreder Lys over de mørke Nætter og hæver Flodbølgen i Havet. Maaskee er dens organiske Liv alt for lang Tid siden udslukt; thi den er ældre end Jorden. Vi ville nu vende vort Blik mod Planeterne og rette Kikkerten først mod den smukkeste af Himlens Stjerner. Solen har næppe skjult sig bag Horizonten, og allerede viser Venus sit stærke Lys paa den vestlige Himmel, inden nogen anden Stjerne giver sig tilkjende. Vi rette altsaa vor Kikkert imod Aftenstjernen; den straalende Stjerne forsvinder, og i