Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

125 Kikkerten see vi et lille Billed af Halvmaanen. Allerede Galilæi iagttog igjennem sin Kikkert Planeten Venus’s Phaser eller deelvise Belysning og fandt i denne Opdagelse en væ- sentlig Støtte for det copernikanske System; den viste ham, at denne Stjerne ligesom Jorden og Maanen faaer sit Lys fra Solen og bevæger sig om denne. Naar Venus, som er Solen nærmere end Jorden, paa sin Vandring omkring Solen kommer imellem denne og Jorden, forsvinder dens Lys ligesom Nymaa- nens; men kort Tid efter tændes Nyet, og nu voxer dens Glands; den viser sig i alle de Skikkelser, som vi iagttage ved Maanen, indtil den ankommen Hinsides Solen viser sig fuldstændigt belyst. Paa sin Vandring imellem Jorden og Solen kan den deelviis formørke denne, ligesom Maanen under Solformørkelsen; man seer da en mørk Plet drage hen over Solens lysende Skive. Venus har megen Lighed med Jorden, baade med Hensyn til Størrelse, Vægt og Døgnets Længde, og den har efter al Sandsynlighed en Atmosphære; men den tilbagelægger sin Vei om Solen uden Ledsager, den har ingen Maane som Jorden. Der gives iblandt Himlens Stjerner ingen, der i Skjønhed kan maale sig med Venus; dens stærke Glands sætter den øverst i Stjernernes Række. Efter at have bragt den skjønneste af Planeterne vor Hyldest, henvende vi vort Blik paa den største. Ledsaget af fire smaa Stjerner bevæger Jupiter sig om Solen een Gang i omtrent 12 Aar; dens store Skive viser ikke noget eensformigt Lys, men lysere og mørkere Striber, der vel stedse bibeholde deres Retning, men dog ofte forandre deres Form; de løbe i samme Retning som Jupiters Æqvator og ere efter al Sandsynlig- hed store Skylag, der følge Passatvindenes Retning i den tætte Atmosphære. Ofte bevæge enkelte Punkter i denne sig hur- tigere end Planeten selv,^er, uagtet dens Diameter er over 1 1 Gange saa stor som Jordens, dreier sig om sin Axe i