Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet
Forfatter: Julius Thomsen
År: 1856
Forlag: Forlagt af C. A. Reitzels Bo og Arvinger.
Sted: Kjöbenhavn
Sider: 287
UDK: 50 GL.
DOI: 10.48563/dtu-0000088
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
125
Kikkerten see vi et lille Billed af Halvmaanen. Allerede
Galilæi iagttog igjennem sin Kikkert Planeten Venus’s Phaser
eller deelvise Belysning og fandt i denne Opdagelse en væ-
sentlig Støtte for det copernikanske System; den viste ham, at
denne Stjerne ligesom Jorden og Maanen faaer sit Lys fra
Solen og bevæger sig om denne. Naar Venus, som er Solen
nærmere end Jorden, paa sin Vandring omkring Solen kommer
imellem denne og Jorden, forsvinder dens Lys ligesom Nymaa-
nens; men kort Tid efter tændes Nyet, og nu voxer dens
Glands; den viser sig i alle de Skikkelser, som vi iagttage
ved Maanen, indtil den ankommen Hinsides Solen viser sig
fuldstændigt belyst. Paa sin Vandring imellem Jorden og
Solen kan den deelviis formørke denne, ligesom Maanen under
Solformørkelsen; man seer da en mørk Plet drage hen over
Solens lysende Skive. Venus har megen Lighed med Jorden,
baade med Hensyn til Størrelse, Vægt og Døgnets Længde,
og den har efter al Sandsynlighed en Atmosphære; men den
tilbagelægger sin Vei om Solen uden Ledsager, den har ingen
Maane som Jorden. Der gives iblandt Himlens Stjerner ingen,
der i Skjønhed kan maale sig med Venus; dens stærke Glands
sætter den øverst i Stjernernes Række.
Efter at have bragt den skjønneste af Planeterne vor
Hyldest, henvende vi vort Blik paa den største. Ledsaget af
fire smaa Stjerner bevæger Jupiter sig om Solen een Gang i
omtrent 12 Aar; dens store Skive viser ikke noget eensformigt
Lys, men lysere og mørkere Striber, der vel stedse bibeholde
deres Retning, men dog ofte forandre deres Form; de løbe i
samme Retning som Jupiters Æqvator og ere efter al Sandsynlig-
hed store Skylag, der følge Passatvindenes Retning i den tætte
Atmosphære. Ofte bevæge enkelte Punkter i denne sig hur-
tigere end Planeten selv,^er, uagtet dens Diameter er over
1 1 Gange saa stor som Jordens, dreier sig om sin Axe i