Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

126 mindre end 10 Timer. De fire sniaa Stjerner, som ledsage Jupiter og bevæge sig om denne, ere dens Maaner; de vare fof^Galilæi, der opdagede dem i Aaret 1610, en vigtig Støtte 'or det nye System; thi omkring Jupiter som Centralklode bevægede sig andre Kloder i regelbundne Tider, det var et sammentrængt Billed af Solen og dens Planeter. De fire Maaner løbe omkring Jupiter i ulige Tider, den nærmeste i 42 Timer, den yderste i henimod 17 Dage, og fremkalde derved hyppige Formørkelser paa Planeten, naar de ile imellem den og Solen, og blive selv formørkede, naar de træde ind i Planetens Skygge. Sol- og Maaneformørkelser høre der til Da- gens Orden og flere Maaner lyse samtidigen i de mørke Nætter. Vende vi dernæst Blikket til den endnu langt fjernere Planet Saturn, da møder os en endnu større Mangfoldighed af Phænomener. Saturn er ikke alene som Jupiter omgivet af lyse og- mørke Striber og omkredset af otte Maaner; men omkring Planeten svæver en Ring, et Phænomen, hvortil vi ikke træffe noget Lignende ved nogen af de andre Planeter. Ligesom de fleste af vort Planetsystems Mærkværdigheder blev ogsaa denne først iagttaget af Galilæi, hvis svage Kik- kerter imidlertid ikke viste ham den tydeligt nok, til at han kunde see dens virkelige Form. Som Følge af den Retning, i hvilken vi betragte Planeten og Ringen, viser denne sig ikke frit svævende om hiin, men kun som et Par fremstaaende, lysende Hanke paa Planeten; nøiagtige Undersøgelser have imidlertid viist, at den svæver frit i Verdensrummet med Plane- ten i sin Midte; den har en Diameter af 38000 Miil, en Brede af over 6000 og en Tykkelse af maaskee næppo 30 Miil; den er deelt i flere hiinanden omsluttende Ringe, af hvilke man tydeligt iagttager tvende, der ere adskilte ved et Mel- lemrum af henimod 400 Miil. Hvilket pragtfuldt Skue måa ikke denne Ring frembringe paa Saturns Himmel, naar den om