Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

Den varme Midsommerdag er tilende; Solen har sænket sig bag Horizonten, Aftenrøden har udviklet sig i sin fulde Pragt, og en sagte Luftning leger med Dampene fra de fugtige Enge, imedens Dugdraaber i rigeligt Tal lædskende leire sig paa den afkjølede Plante. Lad os i den friske, kjølige Aftenluft til- træde en Vandring ved Havets Bred og efter Dagens travle Færd søge Vederqvægelse i den Ro, som Naturen frembyder! Paa den. blanke Havflade hviler Skibet for slappe Seil. det formaaer ikke at arbeide sig op til det lysende Punkt, der er Maalet for dets Anstrengelser; det tunge Anker ruller ned i den dybe Sø og sender sine kredsformige, hurtigt hendøende Bølger udover den blanke Flade. Alt gaaer til Hvile. Den milde Sommernats dybe Ro afbrydes kun en sjelden Gang, naar en eenlig Nattergal, hvis Stemme den fremrykkede Som- mer endnu ikke har dæmpet, med klangfuld Røst kalder vor Tanke tilbage til den Verden, fra hvilken den under Natu- rens almindelige Stilhed saare let svinger sig bort. Den min- der os om, at Naturen aldrig tilfulde hviler, men at mangt et Liv fremtræder og gaaer tilgrunde, mangen en Virksomhed indledes og ophører, imedens vi, stolende paa vore Sandsers usikkre Dom, ere tilbøielige til at, antage almindelig Ro, hvor der hersker en udstrakt Virksomhed, og dyb Taushed, hvor hvert zittrende Blad, hver faldende Dugdraabe og mangen en usynlig Bølge, omendog kun med dæmpet Røst, minde os 9*